Nõmme Kalju, UN Käerjéng eller et heldt tredje hold?
Randers FC er seedet forud for lodtrækningen til Europa League. Der venter en modstander fra en af Europas mindste fodboldnationer.
Det europæiske fodboldforbund UEFA har offentliggjort navnene på de 46 hold, der er med i bowlen, når der trækkes lod til første kvalifikationsrunde i den såkaldte Europa League. Det skriver Randers FC på klubbens hjemmeside.
Randers FC er med i turneringen, og på grund af kronjydernes præstationer i UEFA Cuppen i 2006 er de denne gang seedet. Det betyder, at de skal møde et af de 23 hold, der ikke er seedet.
Holdene siger næppe den almindelige dansker ret meget. De fleste kommer fra mindre fodboldnationer som Kazakhstan, Luxembourg og Færøerne.
I faktaboksen til højre kan du se en oversigt over de modstandere, Randers kan blive 'parret med'.
Lodtrækningen til den første kvalifikationsrunde i Europa League finder sted på mandag i UEFA's hovedkvarter i Nyon i Schweiz. Samme dag kan du her på tv2oj.dk læse, hvem Randers FC skal møde i de to play off-kampe i begyndelsen af juli.