Nomineret til Robert
Ghettodrengen indstillet til prestigefuld film-pris
Dokumentarfilmen Ghettodrengen er blevet indstillet til den mest prestigefulde danske filmpris - en Robert.
Dokumentarfilmen handler om Fadi Kassem, der arbejder med utilpassede unge i Gellerup i det vestlige Aarhus. Filmen følger særligt Kassems arbejde med 14-årige Bekir, der er så godt som opgivet af myndighederne.
Ghettodrengen er lavet af Kasper Bisgaard, der i fire år har fulgt i hælene på Fadi Kassem, mens han dagligt kæmper en kamp for at holde unge væk fra kriminalitet.
Dokumentarfilmen havde premiere på TV 2 i efteråret.
- Ghettodrengen er blevet nomineret til en Robert-pris. Jeg takker alle dem, der har været med ind over filmen, det er storslået. Især en særlig tak til Deluca film og ikke mindst til Kasper Bisgaard, som har været midt i "brændepunktet" i gennem fire år. I har været med til vise et troværdigt billede af hverdagen i Gellerup, skriver Fadi Kassem på Facebook, efter at det blev kendt, at Ghettodrengen er blevet nomineret til en Robert.
Se et tv-indslag om premieren på Ghettodrengen i videoplayeren øverst på siden. Indslaget blev vist på TV2OJ i september 2012.