Nomineret til iværksætterpris
Ni iværksættere er nomineret til årets iværksætterpris
Ni iværksættere er nomineret til Iværksætterprisen 2015 i Business Region Aarhus.
De unge firmaer spænder vidt - fra tang og børnebøger over paraplyer og matematik til jordvarme, apps og parasolfødder.
Tre østjyske iværksættere kommer til at kunne smykke sig med Iværksætterprisen 2015, som også betyder, at de får et mentorforløb med en af Danmarks dygtigste erhvervsledere.
Vinderne bliver kåret på Iværk&Vækst Messen, som finder sted i Fængslet i Horsens torsdag den 16. april.
Udover et mentorforløb får de tre vindere en pengepræmie på 15.000 kr. sponseret af Nordea.
Bedste fysiske produkt
Der er tre kategorier inden for iværksætterprisen. Den ene er "bedste fysiske produkt" og "bedste immaterielle produkt". Den sidste kategori er "den kreative pris".
Inden for "bedste fysiske produkt"-kategorien er følgende nominerede:
Nordisk Tang
Hos Nordisk Tang ønsker man, at danskerne får den nordiske tang ind i den daglige madlavning. De to iværksættere har 15 års erfaring i fiskebranchen. De har nu lanceret en række produkter baseret på nordisk tang, bl.a. en grøn-tangpesto og tangsalt.
Sunwell
Solbrønden er et vedvarende energianlæg, der består af en solfanger, et jordvarmelager og en varmepumpe. Anlægget giver mulighed for at overskudsvarmen om sommeren kan lagres i jorden indtil man får brug for den om vinteren.
Plinthit
Plinthit er en ny type parasolfod, hvor designet gør det muligt at flytte parasollen uden at gå på kompromis med stabiliteten og uden brug af værktøj.
Bedste immaterielle produkt
I kategorien "bedste immaterielle produkt" er følgende nominerede til prisen:
Appz Studio
Appz Studio står bag app'en "Mileage Book". App'en gør det nemt at holde sit kørselsregnskab opdateret. Virksomheden kan håndtere kørselsregnskaber for virksomheder med op til 250 medarbejdere.
ReMoni
ReMoni leverer en ny teknologi til overvågning af tekniske installationer. Konceptet består af små sensorer, der monteres uden på kabler og rør. Sensorerne sender data til en central server, som giver besked direkte til forbrugeren, hvis der registreres fejl eller overforbrug.
Qampo
Qampo er etableret af tre personer alle med cand.scient.ocecon baggrund, som har etableret egen virksomhed inden for Business Intelligence og Business Analytics.
Bedste kreative pris
I kategorien "bedste kreative pris" er følgende nominerede til prisen:
Min Bedste Bog
Min Bedste Bog laver personlige børnebøger. Køberen indtaster personlige oplysninger om barnet online, og barnet får derefter tilsendt en personlig bog. Bøgerne er for børn i alderen 0-10 år.
Abrella
Abrella er et servicesystem af byparaplyer, der skaber et attraktivt byliv på regnvejrsdage. Virksomhederne køber annoncer på byparaplyerne, som derefter stilles gratis til rådighed for byens gæster. Paraplyerne afleveres efter endt brug hos byens butikker.
Rum for Undren
Rum for Undren udvikler webbaseret lærings- og undervisningsmaterialer til børnehaver og skoler, der sætter fokus på børn og voksnes filosofiske undren og nysgerrighed.