Nøglespiller bliver i Silkeborg
Håndboldligaklubben Bjerringbro-Silkeborg har fået papir på nøglespilleren Mads Nielsen frem til 2010
Mads Nielsen har spillet håndbold i Bjerringbro lige så længe, han har været seniorspiller, og sådan fortsætter det.
Klubben, der i dag hedder Bjerringbro-Silkeborg, har forlænget med sin nøglespiller frem til den 1. juli 2010.
- Jeg står for foden af min bedste håndboldalder og med meget spændende muligheder for at skabe noget sammen med Bjerringbro-Silkeborg. Fremtiden tegner meget lys og selvom konkurrencen i den danske liga bliver større og større, tror jeg, vi har gode muligheder for at være med helt fremme, siger Mads Nielsen i en pressemeddelelse.
Klubben vandt onsdag aften over TMS Ringsted og ligger nu nummer 10 i Håndboldligaen med ni point for 12 kampe. /ritzau/