Nøgleordet er samarbejde
Flere penge til Business Region Aarhus
Kommunerne i Østjylland skal i endnu højere grad samarbejde om at løse udfordringer inden for infrastruktur, vækst og beskæftigelse.
Det er målsætningen med erhvervssamarbejdet Business Region Aarhus, som består af 11 østjyske kommuner.
Det samarbejde skal nu styrkes både, hvad angår økonomi og organsation. Derfor har borgmestrene valgt, at der skal tilføres endnu flere penge fra næste år.
I dag betaler hver kommune tre kroner pr. borger i en. Det grundbeløb bliver næste år hævet til fem kroner pr. borger, og derudover bliver der givet yderligere fem kroner pr. borger til en særlig pulje, som skal bruges på konkrete projekter. Det vil i alt sige syv kroner mere pr. borger om året.
Pengene skal blandt andet bruges på at skabe et tættere samarbejde med erhvervslivet og på kampen for at få etableret et tredje spor på motorvej E45.
- Et stærkt Business Region Aarhus, hvor vi taler med fælles stemme og støtter og udvikler erhvervsregionen i fællesskab, har massiv betydning for fortsat fremgang i de østjyske kommuner, siger Claus Omann Jensen (V), borgmester i Randers Kommune, i en pressemeddelelse.
For at styrke styringen af samarbejdet har kommunerne valgt at udnævne Skanderborg-borgmester Jørgen Gaarde (S) som formand for Business Region Aarhus og Aarhus' og Randers' borgmestre Jacob Bundsgaard (S) og Claus Omann Jensen (V) som en del af formandskabet.
Business Region Aarhus er det næststørste vækstcenter i Danmark og dækker over det meste af området lige fra Hedensted til Randers.