Nøglekup var en skuffelse

25-årig tilstår stort nøglekup i Åbyhøj

Tyveriet af nøglerne blev fanget af et overvågningskamera.

En 25-årig mand tilstod i dag i et grundlovsforhør, at han var med til at begå det meget omtalte nøglekup hos rengøringsselskabet ISS i Åbyhøj i forrige uge.

Her blev to pengeskabe med nøgler og koder til 150 aarhusianske daginstitutioner stjålet.

Dermed har begge gerningsmænd, der er hinandens fætre, nu tilstået. Begge er varetægtsfængslet i fire uger.

Den 25-årige mand forklarede i byretten, at udbyttet var en stor skuffelse. De to tyveknægte havde håbet på et kontant udbytte, men måtte altså nøjes med nøgler og koder til 150 aarhusianske børnehaver og vuggestuer.

I desperation over den megen omtale af de stjålne nøgler smed den 25-årige en stor del af nøglerne i en mose, hvor de senere blev fundet.

- Det viser sig, at det er et tilfælde, at de får fat i nøglerne, og så bruger de dem så efterfølgende. Men det var ikke organiseret og planlagt. Det må vi nok erkende, siger anklager ved Østjyllands Politi Peter Rydder til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Ifølge politiet mangler der stadig 70 nøgler. Den 25-årige mand fortalte dommeren, at han har foræret op mod 20 nøgler og koder væk. Efterfølgende er der blevet begået indbrud i otte daginstitutioner, hvor der er stjålet telefoner, tv, og computere til en værdi af over 50.000 kr.

Den 25-årige nægter ethvert kendskab til disse indbrud.

Se mere i tirsdagens nyhedsudsendelse kl. 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.