Nøglekup: Melder sig selv

Ung mand melder sig selv i sagen om tyveriet af nøgler

Politiet sætter endnu en ung mand bag tremmer i sagen om det store nøglekup i Aarhus, hvor to tyveknægte stak af med nøgler og adgangskoder til 150 institutioner over hele byen.

Faktisk troppede den 25-årige aarhusianer selv op på politigården sent mandag aften.

- Han har meldt sig selv og sidder nu i arresten, men bliver først afhørt tirsdag morgen, når efterforskerne kommer, fortæller vagtchefen fra Østjyllands Politi i Aarhus.

Dermed ser den opsigtvækkende nøglesag, som har fået masser af medieomtale og sat rengøringsselskabet ISS i et pinligt lys, ud til at lakke mod enden.

Politiet har nemlig fået fingre i den første nøgletyv, som allerede har tilstået.

Slog til i Åbyhøj
De to unge mænd slog for nylig til mod rengøringsselskabet ISS's kontor i Aabyhøj, hvor de slap væk med nøgler, alarmkoder og tilhørende adresser til 150 daginstitutioner og folkeskoler.

At opbevare tingene sammen har gjort det urimeligt let for tyvene, lyder kritikken fra politiet.

Efter tyveriet har en håndfuld institutioner da også haft indbrud.

ISS nåede at udlove en dusør på 10.000 kroner for tip, der kunne føre til sagens opklaring.

Alle alarmkoder er i øvrigt blevet ændret efter kuppet, og Østjyllands Politi har fundet hovedparten af de stjålne nøgler.

Den 25-årige mand bliver fremstillet i grundlovsforhør i morgen.