Nobelt besøg på Aarhus Universitet
Torsdag får Aarhus Universitet besøg af en nobelpristager. Det er fjerde gang på ét år, at en prisvinder kommer forbi.
Thomas R. Cech er torsdag gæst ved Molekylærbiologisk Institut, der har haft stor succes med at tiltrække Nobelpristagere i den senere tid, og det er således fjerde gang på kun ét år, at én af disse verdenskendte forskere lægger vejen forbi.
I september 2007 var Tim Hunt fra England gæst, og to måneder senere besøgte Aaron Ciechanover fra Israel instituttet i Århus. For to uger siden var den tredje Nobelpristager, Sir John Walker, England, hovedtaler ved Molekylærbiologisk Instituts 40 års jubilæumsmøde, og Thomas R. Cech bliver således den fjerde i rækken.
Under sit besøg ved instituttet vil Thomas R. Cech holde et foredrag med titlen "Crawling out of the RNA World", der finder sted torsdag kl. 14.15 på Matematisk Institut i Auditorium E.
Foredraget er åbent for alle interesserede.