Nobelprismodtager får opkaldt forskerbygning efter sig

En forskningsbygning på Aarhus Universitet blev indviet mandag. Bygningen bliver opkaldt efter nobelprismodtager Jens Christian Skou

02:09

VIDEO: En bygning på syv etager bliver opkaldt efter Nobelprismodtager Jens Christian Skou. Ellen-Margrethe Skou klippede snoren på dagen for hans 100-års fødselsdag.

Han modtog Nobelprisen i Kemi tilbage i 1997. I dag får Jens Christian Skou opkaldt en helt ny forskerbygning på Aarhus Universitet efter sig.

Det bliver en syv etagers bygning, som kan huse 300 forskere – både danske og internationale.

Læs også Aarhusiansk nobelprismodtager i kemi er død - 99 år

- Det ville have glædet ham umådeligt. Han forsømte aldrig en lejlighed til at rose Aarhus Universitet. Ikke bare for de ydre rammer, men også for måden man støttede forskningen på, fortæller Ellen-Margrethe Skou, som var gift med Jens Christian Skou til TV2 ØSTJYLLAND. 

Ellen-Margrethe Skou klippede snoren til indvielsen af forskerbygningen. 

Jens Christian Skou lagde grundstenene for meget af den forskning, der kommer til at foregå i forskningsbygningen. Han var selv var ansat på Institut for Biomedicin frem til 1988. 

- De nye lokaler betyder, at vi kan fortsætte udviklingen på det område, som Jens Christian Skou har repræsenteret, fortæller Lars Bo Nielsen, dekan ved Aarhus Universitet og fortsætter:

- Det er den biomedicinske forskning, som har betydning for, at vi kan uddanne læger og andre sundhedsprofessionelle ud fra den højeste viden for, at vi kan skabe viden om kroppen og sygedommes udvikling. 

01:35

VIDEO: Jacob Bundsgaard (S) og Lars Bo Nielsen fortæller, hvad indvielsen af forskerbygningen betyder, og hvorfor den skal opkaldes efter Jens Christian Skou. 

Luk video

Åbning på hans 100-års fødselsdag

Åbningen af bygningen sker på selvsamme dato, hvor Jens Christian Skou ville være fyldt 100 år. Han gik dog bort i maj måned i år, og derfor var det hustruen, der klippede snoren.

- Det har stor betydning for universitetets forskere, at en af os er blevet anerkendt for forskning i verdensklasse. Det har været en inspiration for kolleger og efterfølgende studerende, at vi har kunnet vise verden, at den forskning man bedriver i Aarhus er i absolut verdensklasse, fortæller Lars Bo Nielsen. 

Det ville have glædet ham umådeligt. Han forsømte aldrig en lejlighed til at rose Aarhus Universitet. 

Ellen-Margrethe Skou, hustru til Jens Christian Skou

Til åbningen deltog borgmester i Aarhus Kommune Jacob Bundsgaard (S) samt hele Jens Christian Skous familie.

-  Jeg håber, at en bygning som denne her kan være med til at inspirere ikke mindst unge forskere, så de sigter efter stjernerne. Hvis man har den helt rigtige idé og formår at forfølge den, så kan det jo drive folk til en Nobelpris, fortæller borgmester Jacob Bundsgaard til TV2 ØSTJYLLAND.  

Ellen-Margrethe Skou fortæller, at hendes mand var ydmyg, og han var ikke forsker for at få priser eller bygninger opkaldt efter sig. 

- Du skal ikke forske for at få priser, du skal forske, fordi du ikke kan lade være. Han troede heller ikke på det den dag, de ringede og sagde, at han havde fået Nobelprisen. 

Læs også Nu kan du bestille en betjent online