Niqab skaber røre på akademi
Lærere vil ikke undervise elever, de ikke kan se
En kvindelig elev på Århus Akademi er begyndt at gå med niqab, der dækker hele ansigtet.
Kvinden kom i skole med niqaben på sidste torsdag, og det gav reaktioner fra lærerne. Det fortæller DR Østjylland.
- Der var da reaktioner, der sagde, at vi vil ikke undervise elever på længere sigt, som vi ikke kan se, siger rektor Hans Christian Risgaard.
Niqaben har kun en lille sprække til øjene, og derfor er det et problem at undervise hende.
- En undervisningssituation er jo et eller andet med, at man bruger sine hænder og ansigtsudtryk og har en personlig kontakt med læreren og de andre elever, siger Hans Christian Risgaard.
Intet forbud mod niqab
Århus Akademi har 850 elever på HF-kursus og STX-kursus. I øjeblikket har akademiet intet forbud mod niqab, men ordensreglementet er ved at blive ændret.
Det betyder, at det ikke er tilladt at gå med tildækket ansigt, når man opholder sig på skolen fra den 1. januar.
- Det er for, at man kan have den optimale sitaution i klasselokalet. Vi vil heller ikke acceptere elefanthuer og den slags, forklarer han.
Vil droppe niqaben
Hans Christian Risgaard har talt med den kvindelige elev om forbuddet, og hun har lovet at droppe niqaben, når forbuddet træder i kraft, men ikke før.
- Nu bliver der altså en måned, hvor hun går med niqab, og det sker der jo ikke noget ved, siger han.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den kvindelige elev, men forbuddet bliver bakket op af elevrepræsentant Massimo Graae Losinno.
Han har været med til at udforme de nye ordensregler, og han mener, at de vil løse nogle praktiske problemer
- Eleverne skal møde op til et bestemt antal timer om året, og det kan være svært for læreren at se, om det så er den elev. Jeg ved også fra nogen lærere, jeg har talt med, at det har været svært, hvis man ikke kan se elevernes ansigter og føle sig sikre på dem, siger Massimo Graae Losinno.
Se mere øverst på siden.