Niels og kolleger skal holde strøm til stegen i aften
På Studstrupværket er der bemanding 24 timer i døgnet, så strømmen ikke går midt under tilberedningen af middagen
Når du mæsker dig i julemad i aften, kan du sende en venlig tanke til Niels Thorup Poulsen og hans kolleger hos Dong Energy på Studstrupværket.
Rigtig mange af de komfurer, der kommer i brug i aften, bruger energi, der kommer fra Studstrupværket i Skødstrup.
Her er Niels Thorup Poulsen på arbejde, selv om det er juleaften.
Læs også
- Min arbejdsopgave i dag er at holde øje med, at anlægget kører og bliver ved med at køre, som det skal. Vi kører 24 timer i døgnet og laver fjernvarme og elektricitet, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det kan godt mærkes, at det er juleaften. Først på aftenen er der pres på, når køkkenerne er i brug, mens der senere på aftenen er mindre, når mange finder de hyggelige stearinlys frem.
- Det plejer at være sådan, at vi kører fuld last med el-produktion, og når folk er færdige med køkkenet og slukker deres komfurer, så falder forbruget, og så falder vores produktion også, siger Niels Thorup Poulsen.
Læs også
Niels bliver i aften afløst, men han husker tilbage på gode oplevelser med at arbejde juleaften, hvor der altid er lidt ekstra god behandling.
- Jeg kan huske i tidernes morgen, da jeg var single, der meldte jeg mig frivilligt til at have juleaften, for så fik man noget godt at spise herude, og det var da meget hyggeligt – stemningen er lidt mere afslappet måske. Der kom den daværende direktør for Midtkraft forbi med sin familie og kom ind og gav hånd der, hvor de havde været i kirke. Det synes jeg var meget sjovt. Så blev det også jul på værket, når direktøren kom og gav hånd, siger han.
Se mere i videoen øverst i artiklen.