Niels Eriks hus smadret i ulykke: - Nogen holdt hånden over mig

- Jeg har slet ingen anelse om, hvad der skal ske nu, lyder det fra (u)heldig husejer

En lastbil kørte tirsdag gennem facaden på Niels Erik Christensens hus på Hadstenvej i Randers.

- Hvis jeg havde været hjemme, så var jeg blevet dræbt på stedet. 

Jeg er fuldstændig rystet. Det er ubeskriveligt.

Niels Erik Christensen, Randers

Niels Erik Christensen fra Randers oplevede tirsdag formiddag at komme hjem til et hus med en lastbil i.

Kort før var en varebil, en personbil og en lastbil involveret i et voldsomt trafikuheld, der medførte, at lastbilen kørte gennem facaden på huset på Hadstenvej i Randers.

Læs også Voldsomt uheld i Randers: - Der holder en lastbil i min stue

Det var egentlig meningen, at Niels Erik skulle sove i sit soveværelse, da uheldet skete, men ved et tilfælde var han taget ud for at handle.

- Jeg kommer hjem og ser en masse ambulancer og politifolk, og så troede jeg, der var sket en ulykke på Hadstenvej, men det var så åbenbart i mit eget hus, at det var sket, siger Niels Erik Christensen til TV2 ØSTJYLLAND.

01:01 Luk video

Det er tydeligt, at Niels Erik Christensen er stærkt påvirket af situationen, da TV2 ØSTJYLLAND snakker med ham tirsdag.

- Jeg er fuldstændig rystet. Det er ubeskriveligt. Jeg har slet ingen anelse om, hvad der skal ske nu. Der er en masse mennesker, og det bliver aldrig til et hus igen, siger han.

Trafikuheldet medførte, at personbilen og lastbilen kørte gennem en hæk og videre ind i husfacaden, og som nævnt fortsatte lastbilen altså ind i huset, da den bragede ind i facaden på Niels Erik Christensens hus.

- Jeg har soveværelse lige derinde. Der skulle jeg have ligget og sovet her i formiddag, og jeg tror godt nok, at der er nogen, der har holdt hånden over en, siger Niels Erik Christensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Personbilen bliver fjernet med en kran. Foto: Per Øxenholt - Øxenholt Foto

De tre personer, der var involveret i trafikuheldet, blevet kørt til skadestuen, men alle tre slap på noget nær mirakuløs vis fra uheldet med lettere skader.

Niels Eriks hus har dog lidt så store skader, at det er ubeboeligt, og Niels Erik Christensen må tirsdag ikke gå ind i huset for at hente nogle personlige ejendele, da man frygter, at huset kan styrte sammen.

Uheldet blev anmeldt til politiet klokken 8.34 og medførte, at trafikken i området blev påvirket. Kort før klokken 9.30 kunne politiet dog oplyse, at de trafikale problemer var blevet afviklet.

Politi og brandvæsen arbejder på stedet. Foto: Per Øxenholt - Øxenholt Foto