Nicole trænede sig ud af depression: Nu hjælper hun andre unge
Det var ikke lykkepiller, men træning, der kurerede Nicoles depression. Nu hjælper hun andre unge med at træne sig ud af deres psykiske problemer
- Kom så, bare én mere. SÅDAN, Louise!
De opmuntrende ord kommer fra Nicole Johnsen. Hun er personlig træner og har startet et træningsforløb, hun kalder ’Mod på Livet’. Et forløb rettet mod unge, der kæmper med psykiske problemer af den ene eller den anden art.
Læs også
- Det er meget forskelligt, hvordan de har dem, men mange af dem har et hovedmål, der hedder: Jeg vil gerne være glad, siger Nicole Johnsen, der er personlig træner i Fitness Studiet i Randers.
En af de fire unge, der har meldt sig til forløbet, er Louise, og hun er i færd med en af de ugentlige træningssessioner sammen med Nicole Johnsen.
- Det handler om at få dem til at mærke, at de er stærke, og at de er i stand til at gøre ting med deres kroppe, som de ikke troede. Louise har for eksempel fundet ud af, at hun er mega stærk, og det er virkelig fedt, siger Nicole Johnsen.
Trænede sig op af sort hul
Idéen til ’Mod på livet’ er ikke kommet ud af det blå. Forløbet er direkte inspireret af erfaringer, som Nicole Johnsen gjorde sig, da hun var 15 år og kæmpede med en depression.
- Jeg var meget ensom, og jeg var meget sådan en, der hjalp andre, men jeg glemte at hjælpe mig selv. Så jeg blev skrællet længere og længere ned og havde virkelig lavt selvværd. Jeg havde ikke lyst til noget som helst, siger hun, mens hun husker på de utallige gange, hun blev inde på sit værelse og græd.
Læs også
Depressionen blev udløst, da hun vendte hjem fra efterskole. Hendes forældre var midt i en skilsmisse, og faren havde kræft.
På trods af adskillelige samtaler med en psykolog og en psykoterapeut oplevede Nicole Johnsen ingen fremskridt. Derfor fik hun vide af sin læge, at lykkepiller var hendes eneste udvej.
- Det syntes min mor ikke var en god idé. Jeg var kun 15 år gammel, så selvfølgelig skulle jeg ikke være på lykkepiller. Hun var bekymret for, at jeg så ville være på lykkepiller resten af mit liv, siger hun.
I stedet tog moren sagen i egen hånd. En psykoterapeut havde nævnt, at træning muligvis kunne hjælpe, og derfor begyndte hun at slæbe sin datter med i fitnesscentret.
- Jeg fik meget mere lyst til at komme ud og prøve ting, og jeg fik mod på at være sammen med flere mennesker på én gang. Bare det, at jeg fandt ud af, at jeg faktisk var god til noget, hjalp rigtig meget på mit selvværd og gav mig meget mere glæde og overskud, siger Nicole Johnsen.
Fire måneder efter hun begyndte at træne, gik hun ikke længere til jævnlige samtaler hos hverken psykolog eller psykoterapeut.
Da hun var 17 år gammel gennemførte hun sit første halvmaraton, og dér kunne hun for alvor mærke, at depressionen var forsvundet.
- Det var en kæmpe sejr, og jeg fik bare mod på alt muligt mere, siger hun.
Kun de indre resultater tæller
Nu håber hun, at de fire unge på forløbet ’Mod på livet’ kan opnå lignende resultater gennem det 12 uger lange træningsforløb med hende.
- For mange handler det også om at få afløb fra alle tanker, som man går med, hvis man bare er derhjemme. Det her er et frirum, hvor man ikke behøver snakke om, hvor skidt man har det, siger hun.
Modsat andre forløb med personlige trænere går det hverken ud på, hvad man skal spise, eller hvor meget man skal tabe sig. I stedet arbejde de intensivt på de indre resultater.
- Mange af dem har nogle hjemmeøvelser, der går ud på, at de skal se sig selv i spejlet og sige: - Jeg har nogle smukke øjne, jeg har en flot krop eller lignende. Det kan virke super dumt, men det hjælper rigtig meget, siger Nicole Johnsen.
Nicole Johnsen er ikke terapeut, og hun opfordrer sine klienter til at gå til psykolog ved siden af. Mogens Brødsgaard, der er speciallæge i psykiatri og privatpraktiserende psykiater, er enig i, at træningen ikke nødvendigvis kan stå alene.
- Træning kan hjælpe en godt på vej og ledsage anden behandling, men hvis man er svært deprimeret, kan man være nødt til at få medicin, siger Mogens Brødsgaard.
Læs også
Speciallægen i psykiatri ser dog træning som et godt redskab mod depression.
- Man kan godt træne sig igennem en depression, men det kræver, at man kan lide at dyrke motion. Hvis man bedre kan lide at spille musik, kan man også spille sig igennem en depression. Det handler om at lave noget, der gør en glad, siger Mogens Brødsgaard.
Nicole Johnsen tror også på, at træning er et redskab, der kan hjælpe rigtig mange unge mennesker, som ellers ville være overladt til lykkepiller.
- Jeg synes, det er vigtigt, at man prøver alt muligt andet først. Nu er jeg jo reelt set virkelig glad, og det tror jeg ikke, jeg havde været, hvis jeg havde været på lykkepiller. Så tror jeg, jeg havde levet et lidt mere ’kom igennem dagene’-liv, siger hun.