Ni lejligheder ramt af brand

Brandvæsen måtte tilkalde ekstra hjælp

En omfattende brand brød onsdag eftermiddag ud i en etageejendom på Møllegade i Skanderborg.

Frygten for at branden skulle brede sig til de omkringliggende bygninger var så stor, at Skanderborg Brand og Redning valgte at tilkalde forstærkning fra kollegaerne i Ry og Horsens.

- Vi er ferieramt og kører kun lige med det mandskab, der er påkrævet. Derfor tilkaldte vi assistance, siger Jesper Hansen indsatsleder ved Skanderborg Brand og Redning til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Branden raserede i bygningens tre opgange, og ni lejligheder blev beskadiget, og først i går aftes var branden slukket.

Ingen af ejendommens beboere kom til skade ved branden.

Brandårsagen er endnu ikke fastlagt, men indsatsleder Jesper Hansen fortæller, at branden er startet i et luftrum, hvor der kan være sket en kortslutning.