Ni års fængsel for narkohandel

Endnu en mand idømt hård straf for narkohandel i Århus. Stjal endvidere møbler og tobaksvarer for over 900.000 kroner.

Den 29-årige Jacob Hedegaard Jørgensen fra Århus blev i går ved Vestre Landsret idømt ni års fængsel for narkokriminalitet og to meget store indbrud.

Dommen var en stadfæstelse af en byretsdom fra september, hvor han tilstod og blev fundet skyldig i handel med store mængder amfetamin og ecstacypiller.

Narkoindsmuglingen fra Holland skete bl.a. i samarbejde med hovedmanden - kendt som Buller - i det store østjyske narko-kompleks. Den 29-årige krævede straffen nedsat, men uden held.

Uover narkohandel blev Jacob Hedegaard Jørgensen dømt for at have stjålet for 540.000 kroner møbler og andre varer fra Hurup Møbelfabrik i Lindved ved Kolding samt tobaksvarer for 387.000 kroner fra en garage i Grejs ved Vejle. /ritzau/