New York Times anbefaler Aarhus
Amerikanere skal holde weekend i smilets by
New York Times anbefaler sine læsere at tage på et forlænget weekendophold i den jyske hovedstad, Aarhus.
Det er blandt andet byens rige kulturliv, der får avisen til at rose verdens mindste storby, og på listen over anbefalelsesværdige seværdigheder finder man byens kunstmuseum Aros.
- Det lyder fantastisk. Vi har også Den Gamle By, og vi glæder os utroligt meget til, at det nye Moesgaard Museum åbner, med det har Aarhus tre stjerneattraktioner. Vi vil gerne trække udlandet til Aarhus, og vi er på Aros kun glade for, at kunne yde et bidrag til det, siger kommunikationschef for Aros, Bjarne Bækgaard, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Skulle de amerikanske gæster blive sultne under deres ophold, anbefaler avisen steder som Nordisk Spisehus eller Mefisto Restaurant og Vinstue.
Herudover er steder som Godsbanen og Marselisborg Slot også på listen over seværdigheder, gæsterne bør besøge.