Nevø gift med dement onkel slipper for tiltale: Familien klager

En notar udpegede den forkerte bror, og præsten er ikke sikker på, hvem hun viede. Alligevel slipper nevø for tiltale i sag om giftemål med dement onkel

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har netop besluttet at standse efterforskningen af en 43-årig landmand fra Randers-egnen, der i 2014 giftede sig med sin 40 år ældre demente onkel. Familien til onklen mener ikke, at politiets efterforskning er god nok.

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har netop besluttet ikke at rejse tiltale mod en 43-årig landmand fra Randers-egnen. 

Landmanden er igennem længere tid blevet efterforsket af Efterforskningscentret for økonomisk kriminalitet, fordi landmanden i 2014 giftede sig med sin 40 år ældre demente onkel.  

- Der er ikke noget i vores efterforskning, der støtter op om mistanken om, at der er begået noget strafbart, siger Nicky Stylsvig Pedersen, der er chef Efterforskningscentret for økonomisk kriminalitet til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Anklage: Nevø giftede sig med dement onkel for at score arv

Ægteskabet medførte en stor økonomisk fordel for den økonomisk trængte landmand. Knap 6 millioner kroner.

I forbindelse med ægteskabet blev der oprettet en ægtepagt, hvori den 83-årige onkel eftergiver lån for 5,6 mio. kroner i form af en gave.

Kort efter vielsen af Poul Erik Nielsen og hans 40 år yngre nevø, blev der oprettet en ægtepagt, hvori den tidligere sømand overdrager 5,6 mio. kroner i form af en pengegave til sin nevø. Ægtepagten er udformet af en jurist fra Djursland Landboforening.

Ideen om ægteskab var den nu afdøde onkels egen ide, har nevøen oplyst til politiet.

"Poul Erik Nielsen fik i 2014 den ide, at de skulle giftes. Poul Erik Nielsen var træt af, at de skulle betale 40 procent i arveafgigt, så da han så en udsendelse i fjernsynet om Jan Fog, der undgik arveafgiften ved at gifte sig med en meget yngre kvinde uden at flytte sammen, syntes Poul Erik Nielsen, at de skulle gøre det samme."

Den udlægning var familien til den nu afdøde onkel meget uenige i. De mener, at den ældre stærkt demente mand er blevet groft udnyttet og er ved at udfærdige en klage til statsadvokaten i Viborg.

Er blevet snydt

For på trods af anklagemyndighedens afgørelse, er familien stadig sikker på, at deres afdøde bror - Poul Erik Nielsen - er blevet snydt.

- Han havde udvist tegn på demens i mange år og har ikke vidst, hvad han skrev under på, siger Ragnhild Gregersen, der er søster til Poul Erik Nielsen.

Ifølge familien har nevøen aldrig taget sig af sin onkel og ægtemand. Julen 2015 - altså over et år efter ægteskabets indgåelse - tilbragte den nu afdøde onkel hjemme hos sin søster. På det tidspunkt havde den øvrige familie ikke noget kendskab til ægteskabet.

I nevøens forklaring til politiet oplyser nevøen desuden, at Poul Erik Nielsen først i februar 2015 begyndte at udvise tegn på demens. Altså et halvt år efter ægteskabets indgåelse og tre måneder efter ægtepagtens underskrivelse.

"Poul Erik Nielsen var klar i hovedet helt frem til 2015. Her fandt han (nevøen, red.) ham i hans lejlighed i Randers, hvor han var meget syg. Efter dette begyndte Poul Erik Nielsen at blive dårligere, og begyndte at udvise tegn på demens."

Heller ikke den udlægning er familien enig i.

Læs også Lettet nevø og enkemand: Det var min onkels ønske

- Han blev indlagt i begyndelsen af 2015 med en maveinfektion. Det bliver man ikke dement af. Poul Erik Nielsens læge læste journalen fra hospitalet op for mig. De havde skrevet, at han var svært dement, siger Anette Dyrbye, der er niece til Poul Erik Nielsen.

Den resterende familie hævder, at Poul Erik Nielsen har udvist tegn på svær demens i adskillige år og frem til sin død. 

- Der har været tegn på demens i mange år. Han kunne ikke kende familiemedlemmer. Jeg måtte købe sæbe og shampoo til ham, for det kunne han ikke selv finde ud af. Han kunne ikke bruge fjernbetjeningen eller kogepladerne mere. Ligesom jeg gik til lægen for at få hjælp til ham. Han kunne ikke huske, hvor hans læge gennem mange år boede, siger Ragnhild Gregersen. 

Læs også Ældre Sagen klar med opfordring efter spektakulær arvesag

I det hele taget mener familien ikke, at nevøens påstande er blevet efterprøvet godt nok.

- Vi er overhovedet ikke blevet spurgt om noget som helst, og politiet er ikke gået i dybden med nogen ting, siger Anette Dyrbye.

Det var først i maj 2016, at den øvrige familie fandt ud af, at den 43-årige nevø og den 40 år ældre onkel var blevet gift. Altså to år efter vielsen.

Han havde udvist tegn på demens i mange år og har ikke vidst, hvad han skrev under på.

Ragnhild Gregersen, søster til Poul Erik Nielsen

Det fandt Ragnhild Gregersen ud af ved at gå ned i den lokale bank.

- Min bror klagede over, at han ikke kunne finde ud af sine pengesager. Nogen blandede sig i dem. Men han kunne ikke forklare, hvad der var galt. Så min mand og jeg tog ned i hans bank og sagde, at vi ikke skulle hæve noget eller vide, hvor meget der stod på min brors konto. Vi ville bare vide, om nogen hævede store pengebeløb på min brors konto, siger Ranghild Gregersen.

Ifølge ægteparret blev de trukket med ud i et baglokale. Og her kunne banken fortælle, at de havde hørt, at Ragnhilds bror var blevet gift med sin nevø.

- Min mand begyndte at grine. Det var slet ikke til at forholde sig til, siger Ragnhild Gregersen.

Familien fandt ud af, at hendes bror var blevet gift med sin 40 år yngre nevø ved at henvende sig i hans bank. Efterfølgende har hun meldt nevøen til politiet.

Udover den nu afdøde Poul Erik Nielsen og Ragnhild består familien af endnu en søster og bror. Det er brorens søn, der har giftet sig med sin onkel.

Ifølge søsteren har Poul Erik Nielsen aldrig vist interesse for mænd. Tværtimod.

- Det eneste, han gik op i, var lyshårede damer, siger Tage Gregersen, som er Ragnhild Gregersens mand.

Giftemål ikke ulovligt

Ifølge arveretsadvokat Ulrik Grønborg er der intet ulovligt i at gifte sig med sin onkel. Men han har aldrig set noget lignende.

- Voksne mennesker må gerne indgå ægteskab, uden at de nødvendigvis elsker hinanden højt, siger Ulrik Grønborg.

04:44

Indtil den 83-årige mand kom på plejehjem, boede han i en lille to-værelses lejlighed i nærheden af havnen i Randers.

Luk video

Også Ragnhild og Tage Gergersens advokat, Nikolaj Nikolajsen, er noget forundret over det usædvanlige ægteskab.

- Hvis det har været Poul Eriks vilje, så er det gjort rigtigt og ordentligt. Hvis ikke, at Poul Erik var af den overbevisning, at nevøen skulle have alle hans penge, så har det nærmest været den perfekte forbrydelse. At man simpelthen har stjålet hans penge, siger Nikolaj Nikolajsen fra LOU Advokatfirma i Randers.

Et godt parti

Poul Erik Nielsen var et rigtig godt parti. I hvert fald økonomisk. Hele sit liv har han levet en meget sparsommelig tilværelse. Han boede hjemme hos sine forældre, til han var 60 år.

Når han da var hjemme. For hele sit arbejdsliv har han arbejdet som telegrafist på de store verdenshave.

Penge brugte han ingen af. Indtil han kom på plejehjem i sommeren 2016 boede han i en lille 2-værelses lejlighed i Randers. For at spare penge gik han ifølge naboerne og rodede efter affaldsvarer i et nærliggende supermarkeds skraldespande.

Indtil sin død i 2016 boede Poul Erik Nielsen i en 2-værelses lejlighed i Randers i nærheden af havnen. 

Familien er stadig overbeviste om, at Poul Erik Nielsen er blevet snydt.

Ifølge hende har nevøen aldrig taget sig af Poul Erik Nielsen.

- Det er en rigtig træls historie. At en fleksjobber (nevøen, red.) bare skal leve i sus og dus, inden Poul var væk er helt utroligt. Det er kommet meget bag på os, at det kan lade sig gøre, siger Ragnhild Gregersen.

Østjyllands Politi henlagde i første omgang sagen, men blev af statsadvokaten i Viborg bedt om at fortsætte efterforskningen.

Usikker præst

Det har indbefattet lægelige oplysninger vedrørende Poul Erik Nielsen og yderligere vidneafhøringer.

Blandt andet er en notar blevet forevist et billede af Poul Erik Nielsen og nevøens far (Poul Erik Nielens bror). 

"Hun er forevist foto af Poul Erik Nielsen og dennes bror. Hun udpegede umiddelbart broren som den, der underskrev kodicilet, men hun er ikke 100 procent sikker."

Heller ikke sognepræsten, der viede Poul Erik  Nielsen med nevøen i 2014 er sikker på, hvem hun har viet.

"Hun udpegede umiddelbart Poul Erik Nielsen, som den, hun viede, men er overhovedet ikke sikker," har sognepræsten forklaret til politiet. 

- Vi har efterforsket de ting, vi har har fundet nødvendige på det grundlag, der har været. Nu er det så op til familien at klage, så må statsadvokaten beslutte, om der skal foretages yderligere, siger Nicky Stylsvig Pedersen.