Netværker over ramadanmiddag
Stort fremmøde ved netværksarrangement for indvandrere og virksomheder
150 iværksætterlystne indvandrere og en flok erhvervsledere spiste torsdag aften middag sammen i Aarhus.
Formålet med spisningen var ikke blot at blive mæt, men også at møde hinanden og sparre.
Se også: Iværksætter: Er jeg den eneste?
En af dem, som mødte op til arrangementet, var Qasim Ziar. Han er i øjeblikket i gang med at åbne sin egen franske bistro i Aarhus og så aftenens middag som en god mulighed for at netværke med andre i samme situation:
- Det er godt at møde danskere og etniske danskere, så vi kan udveksle idéer og telefonnumre, siger Qasim Ziar.
Qasim Ziar fortæller, at han blandt andet har talt med en integrationskonsulent ved mødet, som vil hjælpe ham med at finde arbejdskraft:
- Han vil sende nogle folk, der kan komme i praktik og få arbejde.
Udover iværksættere og kommende iværksættere var også Aarhus Kommune med til arrangementet.
Kommunen er snart klar med en helt ny kampagne, som skal sætte fokus på mangfoldighed på arbejdsmarkedet:
- Det handler om at få flere virksomheder til at se gevinsten ved mangfoldighed, siger kommunikationsmedarbejder Gitte Dreier Jakobsen fra Aarhus Kommune, som var med på sidelinjen til aftenens middag.
Du kan møde Qasim Ziar og arrangøren Ihsan Barut i videoen øverst i artiklen.