Netto-forretning ansætter ballademagere

Hvordan stopper man uro og hærværk begået af unge? En Netto-forretning i Århus har svaret: Ansæt de unge ballademagere.

Butikken på Ryhavevej i det vestlige Århus har været udsat for flere voldsomme episoder med unge i kvarteret.

Blandt andet har forretningen været udsat for hærværk og tyveri. Men siden butikken ansatte to af de tidligere ballademagere til at gå til hånde, har der været ro.

- Mindre grupperinger af unge lavede en del støj og ballade. I Samarbejde med Socialcenter Vest har vi været i dialog med nogle af de unge for at tilbyde ansættelse til dem, der kunne være egnet til det. Det skal give et større tilhørsforhold til butikken blandt de unge, siger regionschef i Netto Claus Sjödin til TV 2 | ØSTJYLLAND.