Netto fordobler antallet af døgnåbne butikker i Aarhus
Fra den 1. november holder Netto på Randersvej i Aarhus åbent døgnet rundt
Fremover bliver det muligt at fylde indkøbskurven med toiletpapir, mælk og knækbrød hos Netto på Randersvej i Aarhus døgnet rundt alle ugens dage. Ændringen træder i kraft den 1. november.
Netto-kæden har besluttet at fordoble antallet af døgnåbne butikker til 30 på landsplan.
I Aarhus er der også tale om en fordobling. Netto på Skt. Knuds Torv var med, da kæden for knap et par år siden indledte forsøget med døgnåbne butikker.
Læs også
Ud fra en sammenligning af indkøbsmønstre, kundeunderlag og geografi har Netto-kæden analyseret sig frem til, hvor det giver mening at udvide åbningstiderne.
- Det er rigtig mange forskellige mennesker, der benytter sig af at handle ud på de små timer eller meget tidligt om morgenen i Netto. Faktisk er omfanget kommet lidt bag på os. Det er både sygeplejersken, der har haft vagtskifte, studerende, folk på vej på arbejde og småbørnsfamilier, der køber ind frem til midnat eller lige før solopgang, fordi det passer dem bedst, siger Brian Seemann, landedirektør for Netto Danmark, i en pressemeddelelse.
Netto-kæden forventer, at yderligere et par butikker på landsplan skifter til døgnåbent senere på året.