Netsucces i intercity-tog

Antallet af netsurfere på togstrækningen mellem Århus og København er mangedoblet. Årsag: Internet er gratis i øjeblikket.

Kedsomheden på togturen mellem Århus og København lider et stort nederlag til gratis surf og mail. Den 26. april lancerede DSB nemlig et tidsbegrænset tilbud, hvor det trådløse internet på strækningen blev gratis.

Siden dengang har omkring 2.000 passagerer om dagen brugt nettet under togrejsen. Det er 30-40 gange flere end normalt, lyder det fra DSB. Det skriver metroXpress.

- Kunderne vil i stigende grad være online hele tiden. Vi har set det ved DSB 1', hvor internettet har været gratis i lang tid. Hidtil har prisen dog været en hindring for andre passagerer. Derfor tilbyder vi nu i en kampagneperiode gratis internet for alle, siger Filip Lauritzen, business manager hos DSB.

Når togpassagererne surfer, bruger de nettet næsten helt normalt, store down-loads bliver dog hjemme, fortæller Filip Lauritzen.

- Vi kan se på trafikmængden, at det bliver brugt til e-mail og almindelig surf på nettet. Det er sådan, at forbindelsen bliver delt mellem alle, der er på. Så i sagens natur er der ikke mulighed for at overføre store datamængder. Vi oplever dog, at løsningen opfylder vores kunders krav til kapacitet, siger Filip Lauritzen til metroXpress.

Det gratis internet ophører den 7. juni. Derefter vil det koste 29 kroner for fem timers netadgang i toget.

Toget modtager forbindelsen til internettet fra telemaster langs skinnerne. Derefter sendes signalet videre ud i togets trådløse net, hvor det er tilgængeligt for alle apparater der kan håndtere Wi-Fi-forbindelser.
For at komme på nettet skal man, via sin internetbrowser, indtaste en kode og et brugernavn, som togpersonalet udleverer. Alternativt kan kode og brugernavn fås via sms.

/Ritzau