Netbutikker mærker konsekvensen af stigning i Dankort-svindel

Antallet af bedragerisager er steget fra 1.968 tilfælde i 2013 til 4.950 i 2016

02:20

Svindel med dankortoplysninger er en stigende kriminalitet, og det kan også mærkes i det østjyske.

Det er specielt hos netbutikkerne, at de kan mærke konsekvenserne af den stigende svindel. En af de butikker er Loebeshop.dk

- I løbet af den tid, vi har drevet netbutik, og det er jo en 12-14 år, der er det adskillige hundredetusinde kroner, der er røget den vej, siger Rolf Andersen, der er partner ved Loebeshop.dk.

Gode råd fra politiet om handel på nettet

  •  Tjek, at betalingen foregår over en krypteret forbindelse (kig efter hængelås-logoet eller ”https” i browserens adressefelt).
  • Beskyt din pinkode, når du bruger dit betalingskort. Sørg for ikke at opbevare din pinkode til dit betalingskort sammen med kortet.
  • Kig jævnligt på din netbank og tjek, om der er posteringer, du ikke kender til.
  • Pas på mails og sms’er der forsøger at lokke betalings- eller ID oplysninger fra dig.
  • Undlad at opgive personlige oplysninger, som fx CPR-nr., i mails eller på sociale medier.
  • Undlad at handle i webbutikker med mange sprogfejl og ”skæve” priser.
  • Se efter e-mærket, når du handler på internettet. Webbutikker certificeret med e-mærket kontrolleres løbende, og e-mærket er dermed en indikator for, at butikken er sikker at handle i.
Kilde: www.politi.dk

Hos Østjyllands Politi kan man også se en stigning i antallet af bedragerier. I 2013 havde de i politikredsen registreret 1.968 tilfælde, og i 2016 var det tal steget til 4.950 tilfælde.

Som kunde er man dog i de fleste tilfælde godt stillet, når man bliver udsat for den form for kriminalitet. Anderledes skidt ser det dog ud for virksomhederne.

- Når en kunde har fået misbrugt sit kort, så er de næsten altid berettiget til at få pengene retur, og det vil sige, at vi skal betale pengene retur, og varerne har vi mistet. Derudover så får vi faktisk det, der hedder et chargeback-gebyr på 250 kroner som en slags bøde, siger Rolf Andersen. 

Læs også Fik stjålet dankortet: Tricktyv hævede 10.000 kroner

Større sikkerhed gør det besværligt for kunder

Det har fået flere virksomheder til at kræve større sikkerhed, når der handles på nettet. Derfor skal kunder flere steder bruge nem-id eller andre SMS-bekræftelse for at gennemføre købet.

- Vi har løst en stor del af svindlen, men til gengæld har vi gjort det lidt mere besværligt for den ærlige kunde, og det koster jo os, siger Rolf Andersen.