Netavis for handicappede har stor succes
Siden starten for ti år siden er Smil TV i Aarhus bare blevet større og større.
Tanken var egentlig bare, at det skulle være en lille netavis for handicappede, men ti år senere er Smil TV vokset til både at lave TV, webnyheder og debatarrangementer.
- Jeg er stolt. Det er mit hjertebarn, siger Jacob Aakjær Bang, der er chefredaktør hos mediehuset.
Idéen til netavisen opstod ud fra hans egen interesse for nyheder, fortæller han videre.
- Jeg har interesseret mig for journalistik i lang tid.
Læs også
- Det er gået rigtig godt siden da, og vi har aldrig haft så meget at lave, som vi har nu.
Drømmene går i opfyldelse
Udover at dyrke journalistikken er Smil TV også et sted, hvor drømmene har mulighed for at gå i opfyldelse.
Det fortæller Thomas Øm, der er kulturredaktør i mediehuset.
- Jeg fik en af mine store drømme opfyldt for nylig, da jeg interviewede den kendte komiker Nikolaj Stokholm. Så spurgte han mig, hvad mit største ønske var. Til det svarede jeg, at det var at køre en tur i en limousine. Så det fik han lige klaret, siger han med et smil.
Tidligere har Thomas Øm også interviewet Anders ’Anden’ Matthesen, og torsdag er turen så kommet til Frank Hvam og Mick Øgendahl.
Verdens bedste job
Det er store navne for et relativt lille mediehus, og det skaber naturligvis også stolthed på redaktionen.
- Ja, det var godt nok lidt af et scoop med Anders Matthesen, siger Jacob Aakjær Bang med et smil.
Men det er også sjovt at interviewe folk, selvom de ikke nødvendigvis er kendte.
Læs også
For det handler bare om at fortælle den gode historie. Det fortæller journalisten Sidsel Hjorth.
- Jeg har verdens bedste job, siger hun.