Nerver og fedtede fingre: Signe dyster ved DM i lerpotter
Selv om Signe Kähler er ud af en kendt pottemager-familie, er det første gang, hun deltager ved DM i lerpotte-drejning
I denne weekend ligger Fussingø Slot drejebænke til DM i lerpotte-drejning.
En af deltagerne er Signe Kähler fra Randers.
Selv om hun er sjette generation i en kendt pottemager-familie, er det første gang, hun stiller op til DM.
- Jeg er meget nervøs. Det er lidt svært. For det første er det svært at dreje, og når der så er publikum og fjernsyn på. Åha, åha, siger Signe Kähler.
Lørdagens første konkurrence handler om på 20 minutter at forvandle fire kilo ler til en så høj cylinder som muligt.
- Starten er uhyre vigtig. Det er skide svært, siger Signe Kähler, der udfordres i løbet af de 20 minutter:
- Jeg kan mærke, at selv om jeg har slået mit ler, så har jeg en boble i det et eller andet sted. Den skal jeg have væk på et tidspunkt.
Efter 20 minutter måler Signe Kählers cylinder 34,3 centimeter. Den højde rækker til en foreløbig tredjeplads ved DM.
- Jeg kunne ikke gøre det bedre, end jeg gjorde. Det må være så godt, som det er, siger hun.
Øverst kan du se hele reportagen fra DM i lerpotte-drejning.