Nephew vender tilbage efter fire års pause

Nephew spiller to koncerter næste år

Simon Kvamm og Nephew spillede for et begejstret publikum på Bøgescenerne til Smukfest tilbage i 2014. Foto: Axel Schütt - Scanpix

Det danske band Nephew med Silkeborg-sangeren Simon Kvamm i spidsen vender tilbage efter fire års pause.

Det sker ved koncerter i Jyske Bank Boxen i Herning 5. oktober og i Royal Arena i København 6. oktober næste år.

Det oplyser Live Nation i en pressemeddelelse.

Læs også Aarhus Festuge åbner med musik af Simon Kvamm

Bandet, der har vundet et hav af priser herhjemme, blev startet i Aarhus tilbage i midt 90'erne.

Frontmanden i bandet, Simon Kvamm, udtaler i meddelelsen, at bandet har fundet sammen igen, fordi de 'ikke kan lade være'.

'Som en familie'

- Nephew er som en familie, både internt og i forhold til vores publikum, og efter hver især at have været ude at opleve nyt savner vi at feste med familien igen, siger han. 

Her ses De Eneste To, Simon Kvamm og Peter Sommer, der optrådte til Grøn Koncert i 2016. De to har blandt andet lavet hittet 'Østjylland Dreaming' sammen. Foto: Henning Bagger - Scanpix

Bandet vil optræde på sædvanlig Nephew-vis, samtidig med at nye numre vil blive prøvet af.

- I øjeblikket mødes vi bare og spiller sammen, og der er en ret vild musikalsk energi i gang. Vi har lyst til at gøre det, vi altid har gjort, nemlig spille firkantet melankolsk elektrorock der passer godt til rundkreds og fællessang. Men i en ny opstilling, siger guitarist Kristian Riis i meddelelsen.

Læs også De Eneste To med hver sit soloprojekt

Siden bandets sidste optræden har Nephew optaget et nyt medlem. Det er musikeren og produceren Marie Højlund fra Marybell Katastrophy, som også vil optræde med bandet til de to koncerter.

Billetsalget til de to koncerter i efteråret 2018 starter fredag den 6. oktober klokken 10.00 via Ticketmaster.dk.

Nephew har solgt over en halv million albums, modtaget 9 DMA-priser, 13 Gaffa Awards og 5 priser ved P3-Guld siden gennembruddet i 2004.

Herunder kan du høre Nephew med hittet 'Igen og Igen' fra albummet Hjertestarter fra 2012.

Nephew - Igen Og Igen