Nephew rockede gymnasium
Unge havde vundet Røde Kors-indsamling
Fredag aften rockede Silkeborg Gymnasium til Nephew.
Bandet var en tur i Silkeborg, hvor det lokale gymnasium havde vundet en koncert med bysbørnene.
Og omkring 1.000 elever og lærer var mødt op til koncerten, som samtidig betød et gensyn med forsanger Simon Kvamm, der selv har gået på skolen.
Gymnasiet har vundet koncerten via Røde Kors' konkurrence for gymnasieelever.
- Konkurrencen går ud på, at 100 elever fra et gymnasium skal samle ind for Røde Kors den første søndag i oktober. Det udløser så et lod i konkurrencen om at vinde en koncert med et band, som har doneret en koncert gratis, siger Karin Daugaard Bucholtz, der er regional konsulent i Østjylland for Røde kors, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den konkurrence vandt Silkeborg Gymnasium sidste år, hvor 12 lodder var i puljen, og derfor var fredag aften en stor fest på skolen
- Det var så fed en aften, og der var kanon stemning. Eleverne havde lyssværd i luften fra start til slut, og det var en kæmpe fest. Simon Kvamm lagde heller ikke skjul på, at han var glad for at være på hjemmebane. Det virkede som om, at han nød at stå på scenen og fortælle anekdoter fra sin egen tid på skolen, siger Karin Daugaard Bucholtz.
Det er en lille gruppe af skolens elever, som har været ambassadører for Røde Kors på gymnasiet og stået for indsamlingen og festen.
Røde Kors' konkurrencen løber af stablen igen til oktober, men hvilken koncert, der er på højkant, er endnu en hemmelighed.
Tidligere har MEW, L.O.C og altså Nephew doneret en koncert og været ude at spille for vinderne af konkurrencen.