Nej til operation: Det er weekend!
62-årig kvinde fra Silkeborg kunne ikke få foretaget operation mod blødning i hjernen på Århus Sygehus. Årsag: Det var weekend.
Familien Pedersen er pårørende til 62-årige Ingerlise Pedersen, som ligger på intensiv-afdelingen på Århus Sygehus.
Lørdag eftermiddag blev hun overført akut med ambulance fra Silkeborg til Århus Sygehus for at blive opereret for en blødning i hjernen. Men her fik familien en nedslående besked.
- Vi fik at vide, at de læger, der foretager den slags operationer, ikke var på arbejde. Hun kunne i stedet blive opereret mandag formiddag, fordi lægerne er for dyre at få ind i weekenden. Det er der ikke penge til, siger svigerdatteren Anette Kjær Pedersen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ifølge familien lød forklaringen, at der på Århus Sygehus kun er to til tre læger, der kan udføre operationer for blødninger i hjernen. Og at det er for dyrt at indkalde dem i en weekend.
Århus Sygehus erkender problemet, men afviser dog, at afvisningen af Inger Lisa Pedersen skyldes, at sygehuset ikke vil betale weekend-tillæg til operationslægerne.
- Sådan som det er nu, så har vi ikke ressourcer nok i form af specialuddannede læger. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi vil betale lægerne mere eller mindre i weekenden. Det er et spørgsmål om, at der er for få, siger hospitalsdirektør Ole Thomsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Du kan se et tv-indslag om sagen ved at klikke i boksen ovenfor til højre.