Nej til høje huse: - Det forandrer byens karakter

Flere borgere er utilfredse med, at der skal bygges fleretagers huse i Ry, men politikerne tror fortsat på udviklingen af byen

02:03

VIDEO: Dialoggruppen mod højhusene i Ry er stærkt utilfredse med, at der skal rage meterhøje huse op i byen.

Bygninger på både elleve og fjorten meter skal der bygges lige op ad villavejene i Ry.

Det er en gruppe af borgerne stærkt utilfredse med. De mener, at det risikerer at ødelægge definitionen på byen.

- De er alt for høje og massive på alt for lidt plads. Det giver alt for mange gener i midtbyen i Ry, siger Trille Skøtt-Jensen, der er initiativtager til en dialoggruppe mod højhusene i Ry.

Læs også Støjende nybyggeri: - Jeg er ikke det samme menneske

Og ud over problemer med mindre sol og mere vind, så er det en helt grundlæggende ændring af byen, mener gruppen.

- Byen forandrer karakter, når vi pludselig begynder at bygge så høje huse i sådan en gammel stationsby, som vi er. Vi er en lille stationsby med hyggelige røde huse. Stort set alle i byen har udsigt til skov og sø, det forsvinder for mange, siger Trille Skøtt-Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Vi er en lille stationsby med hyggelige røde huse. Stort set alle i byen har udsigt til skov og sø, det forsvinder for mange.

Trille Skøtt-Jensen, initiativtager, dialoggruppen mod højhusene i Ry

Karen Schack Lindemann (S) fra Skanderborg Kommunes miljø- og planudvalg forstår godt, at der er bekymringer. Men lokalplanen har længe budt på høje bygninger.

Trille Skøtt-Jensen viser en af de grunde, hvor huset skal rives ned, så der kan gøres plads til ny bebyggelse. 

- Det vil altid blive anderledes end det, der var, men ingen byer er statiske. Vi skal have nogle bevarende lokalplaner i nogle områder. Her har der været lagt op til, at der skulle laves de her huse, fortæller hun.

Beslutningen om, at man skal bygge fleretagers huse kan man ikke sådan uden videre droppe, fortsætter hun.

- Vi står med nogle ejere, der har købt sig til noget jord. De har en forventning. Hvis vi siger nej til, at de må bygge. Så står vi med et juridisk og økonomisk ansvar, derfor skal vi have byen gjort færdig, udtaler Karen Schack Lindemann.

Bedre end den oprindelige plan

Ifølge et andet medlem af plan- og miljøudvalget i Skanderborg Kommune Claus Bloch (V) er de bygninger, der skal bygges, langt fra så massive som i udgangspunktet.

- Der kommer meget mere luft mellem blokkene i stedet for en stor massiv mur. Byggehøjden er der ikke ændret noget ved. Den oprindelige højde måtte ikke være højere end den gamle Jyske Bank. Og det kommer heller ikke til at rage højre op end det, forsikrer han.

Det vil altid blive anderledes end det, der var, men ingen byer er statiske.

Karen Schack Lindemann (S), Skanderborg Kommune 

Modstanden mod byggerierne kommer en anelse bag på byrådet, da det netop har været påtalt siden lokalplanen i 2006.

- Der er nogle, der er bekymrede, men jeg er overbevist om, at et flertal i byen ønsker, at der sker noget. Modstanden er kommet lidt bag på os, for det kan ikke bag på folk, at det skal laves om, udtaler Claus Bloch til TV2 ØSTJYLLAND.

Har kun skabt tabere

Selvom Karen Schack Lindemann er for de nye bebyggelser, så er hun godt klar over, at der på begge sider af sagen, står folk tilbage med den samme følelse.

- Der er kun tabere i denne her sag. Dem, der gerne ville i gang med at bygge, de har også haft meget modstand. Og dem, der bor rundt om, for dem er det også et tab af noget, de har haft. Men udviklingen skal vi have, udtaler hun.

Hun tilføjer dog, at det største ønske for byrådet er, at midtbyen i Ry fortsat fremstår levende, og der kommer flere husstande til byen.

Karen Schack Lindemann forstår godt borgernes bekymringer. Alligevel er hun for beslutningen om, at der skal bygges høje bygninger. 

Men for Trille Skøtt-Jensen og resten af dialoggruppen, så opvejer det ikke, at det handler om kvaliteten af bygningerne frem for kvantiteten.

Vi håber, at nogle af politikerne lytter efter, og de bremser lidt op.

Trille Skøtt-Jensen, initiativtager, dialoggruppen mod højhusene i Ry

- Jeg forholder mig til, at man skal være ordentlig. Gamle aftaler skal ikke kunne binde en. Tænk, hvor meget der forandrer sig på ti år. Vi synes, at lokalplanen er outdatet på de ti år, siger Trille Skøtt-Jensen.

Læs også Privathospitaler efter udskudte operationer: - Vi bliver kimet ned

Beslutningen er taget, og der skal altså bygges fleretagers huse i Ry. Det stopper dog ikke dialoggruppen fra at have håb for fremtiden.

- Vi håbede, at vi kunne tale til politikernes fornuft og mod, så de turde gå imod den gamle aftale. Det har de ikke turdet. Vi ved godt, at den er vedtaget, og vi er så skuffede over det. Vi håber, at nogle af politikerne lytter efter, og de bremser lidt op, siger Trille Skøtt-Jensen.