Nej tak til Stor-Randers
Sønderhald og Rougsø vil ikke med i en kronjysk storkommune. De foretrækker at danne par.
Politikerne i Sønderhald takker nej til at indgå i en kronjysk storkommune med Randers som hovedby.
De foretrækker i stedet at slå pjalterne sammen med nabokommunen Rougsø.
En sammenlægning også Rougsø er interesseret i.
Dermed synes problemet med den kommunale fremtid på Djursland at finde sin løsning.
De to kommuner har ganske vist kun 17.000 indbyggere tilsammen, altså et godt stykke under de 25-30.000, der anbefales i reformudspillet fra regeringen og Dansk Folkeparti.
Men sammenlægningen inkluderer også et forpligtende samarbejde med Nørredjurs og Grenaa, som forventes at gå sammen efter at være blevet afvist af de fire syd-kommuner, Ebeltoft, Rønde, Midtdjurs og Rosenholm, der sagde ja til hinanden i torsdags.
Hvis Grenaa og Nørredjurs slår sig sammen, bliver der her tale om en kommune på 26.000 indbyggere.
Og sådan som de øvrige kommunerne har fundet hinanden er det nu også den løsning, Grenaas borgmester, socialdemokraten Gert Schou går ind for.