Nej tak til landsholdet
Østjyske profiler dropper landsholdet på grund af lønkonflikt
Lønkonflikten med Dansk Håndbold Forbund har fået otte østjyske profiler til at droppe landsholdet.
De to SK Aarhus-spillere Maibritt Kviesgaard og Gitte Brøgger Led har begge takket nej til landsholdet:
- Vi er solidariske med spillerforeningen, og vi er derfor ikke længere en del af landsholdet, siger Gitte Brøgger Led til TV2 | ØSTJYLLAND.
Dansk Håndbold Forbund kræver, at spillerne går 50 procent ned i løn, og det krav vil spillerne ikke imødekomme.
Også landsholdspillerne i Randers HK er fortid på landsholdet:
- Jeg bakker op om spillerforeningens beslutning, og ellers har jeg ikke yderligere kommentarer, siger Mie Augustesen fra Randers HK til TV2 | ØSTJYLLAND
Playmaker Berit Kristensen bekræfter, at alle landsholdsspillerne i Randers HK er enige om at bakke op om spillerforeningens beslutning, om ikke at imødekomme udspillet fra DHF, der kræver at spillerne accepterer en halvering af deres grundløn.
Dermed er ialt otte østjyske spillere ikke til rådighed for det danske kvindelandshold.
Det drejer sig om seks spillere fra Randers HK, Mette Melgaard, Mie Augustesen, Anne Sophie Okkels, Camilla Dalby, Gitte Aaen, Berit Kristensen og to spillere fra SK Aarhus, Maibritt Kviesgaard og Gitte Brøgger Led.