Nej tak til fodboldlarm
Politikere ind i konflikt om kunstgræsbane
Det er ikke til glæde for alle, at Aarhus Kommune har anlagt en kunstgræsbane ved Bellevue-anlægget i Risskov.
Beboerne i området er nemlig trætte af larmen, når der bliver spillet på banen. Det vil to af kommunens rådmænd nu forsøge at finde en løsning på.
- Sagen er gået i hårdknude, og selvom byrådet skulle følge vores anbefaling og gøre noget fysisk ved problemet, så mener vi, at sagen skal finde et acceptabelt leje allerede nu, så naboerne ikke skal generes unødigt, indtil støjværn mm. er etableret. Det vil kræve en anden anvendelse af banen, så vi opfordrer såvel idrætsklubben som naboerne til at nærme sig hinanden, så forholdene kan normaliseres med det samme, siger Marc Perera Christensen (K) og Bünyamin Simsek (V) i en pressemeddelelse.
Støjskærme på plads
Rådmændene har indstillet til byrådet, at der bliver etableret støjskærme, men det tager tid.
Indtil da vil de have idrætsklubben til at efterleve et krav om, at tilskuere og udskiftningsspillere står på modsatte side af banen i forhold til nabohusenes placering.
- Vi ønsker et aktivt idrætsliv i vores kommune og vil gerne etablere så gode betingelser som muligt for fysiske udfoldelser, siger Marc Perera Christensen (K) og Bünyamin Simsek (V) i en pressemeddelelse.
Hvis idrætsklubben ikke retter sig ind, vil rådmændene forsøge at indskrænke spilletiden på banen, så der kun må spilles frem til klokken 18 på hverdage og i weekenden til klokken 14.