- Nej, det er ikke valgkamp
Lars Løkke på besøg ved sygehusbyggeri
Mellem de mange gule og røde sikkerhedshjelme på byggepladsen ved Det Nye Universitetshospital i Skejby var der én enkelt, der skilte sig ud her til morgen.
En af hjelmene var, i modsætning til de andre, hvid og på siden var der påklistret et orange V. Et V for partiet Venstre.
Byggepladsen havde nemlig besøg af Venstres formand Lars Løkke, som fik en rundvisning i selskab med blandt andet regionsformand Bent Hansen (S).
Ifølge Lars Løkke skete besøget udelukkende af ren interesse for projektets udvikling og som opfølgning på hans tid som sundhedsminister.
Han afviser, at V'et på hans hjelm også kunne stå for valgkamp:
- Nej, i så fald er det en meget gammel valgkamp, fordi det er jo flere valg siden, at vi gik til valg på at få en kvalitetsfond, der skulle sikre, at der kom nye supersygehuse. Det er derfor opfølgning på en gammel valgkamp at komme at se det, vi lovede dengang, er blevet til noget, siger Lars Løkke til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hør mere om baggrunden for partiformandens besøg i Skejby i interviewet øverst på siden.