Nedrykning koster 25-30 millioner
Ledelsen i AGF har sat tal på, hvor meget nedrykning til landets næstbedste række kommer til at koste.
Det er ikke kun den århusianske fodboldstolthed, der blev ramt, da AGF rykkede ud af Superligaen. Også klubbens i forvejen trængte økonomi fik et ordentligt slag.
Torsdag satte ledelsen i AGF så tal på hvor meget nedrykningen kommer til at koste.
Vurderingen lyder på mellem 25 og 30 millioner kroner. Klubben håber på, at spillersalg og ny kapital skal sikre klubben.
Særligt landsholdsspillerne Jakob Poulsen og amerikanske Benny Feilhaber ventes at kunne bringe penge i klubkassen.
- Som vi tidligere har fortalt, har nedrykningen betydelige økonomiske konsekvenser i dette regnskabsår. Forhold relateret til nedrykningen, blandt andet færre tv-indtægter og udgifter til trænerskiftet, påvirker således regnskabet negativt med omkring 5 millioner kroner. Det er imidlertid først i regnskabsåret 2010/11, at effekten for alvor slår igennem på økonomien. Vi vurderer, at nedrykningen fra Superligaen betyder tab af indtægter på ca. 20-25 millioner kroner næste år. Således forventer vi for det kommende regnskabsår et underskud på niveau med i år, siger Torben Bjerre-Madsen, bestyrelsesformand i Århus Elite A/S.