Nederlag til ny trænerduo

Kronjyderne tabte den første semifinale-kamp i pokalturneringen

Foto: Randers FC

Spændingen er intakt i pokalturneringen, Ekstra Bladet Cup, efter at FC Nordsjælland hjemme kun kunne mønstre en 1-0-sejr over Randers FC i det første af to semifinaleopgør.

Dermed har de forsvarende pokalmestre taget et vigtigt skridt til at genvinde pokaltitlen.

Sejren kom i hus på et kontramål af Rawez Lawan i første halvleg i en kamp, der ikke var en pokalsemifinale værdig.

Men med det snævre nederlag har Randers stadig gode muligheder for at komme i Parken efter returopgøret allerede i næste uge.

Nederlaget betyder samtidig, at Randers' dårlige stime nu lyder på hele syv nederlag i træk.

Den forfremmede mand i Randers' cheftrænerstol, Peter Elstrup, gjorde ellers, hvad han kunne for at gejle sine tropper op.

Peter Elstrup viste stort engagement ved sidelinjen, ikke mindst ved hjælp af stor volumen i stemmen, der kunne høres på hele Farum Park.

Lavt tempo
Kampen bølgede frem og tilbage, men i lange perioder var tempoet under vanlig Superliga-standard.

De to hold må nok også sande, at det er en af grundene til, at de begge kæmper for overlevelse i den bedste danske fodboldrække.

Men trods en lige kamp var det FC Nordsjælland, der virkede farligst.

Den costaricanske venstreback Bryan Oviedo, der er lejet i FC København, viste således gode offensive takter og kom flere gange til farlige indlæg fra baglinjen.

Også Andreas Laudrup på højrekanten virkede oplagt, men efter et kvarter burde han have omsat en stor chance til mål.

FC Nordsjælland er kendt for det etablerede pasningsspil. Derfor var det lidt overraskende, at hjemmeholdets føringsmål skulle komme på en kontra.

Randers tabte bolden højt oppe på banen, og kort efter kunne FCN's svenske angriber Rawez Lawan skyde bolden sikkert i mål efter en flot stikning fra midtbanemotoren Matti Lund.

Randers spillede mere direkte i anden halvleg, men den sidste skarphed manglede.

Der er returopgør i Randers onsdag den 4. maj.

Esbjerg og FC Midtjylland spiller om den anden finaleplads, hvor Esbjerg spillede sig til et godt udgangspunkt med en 2-1-udesejr i den første kamp.

FC Nordsjælland-Randers FC 1-0 (1-0)

Mål: 1-0 Rawez Lawan (31. minut)

Tilskuere: 3.143