Nederlag sender Randers HH ud af landets bedste række
Det blev kun til én sæson i landets bedste række for Randers HH
Håndboldherrerne fra Randers HH skulle lørdag forsøge at holde liv i drømmen om endnu en sæson i landets bedste række.
Men med et nederlag på 26-30 på udebane mod Sønderjyske brast drømmen.
Randrusianerne må derfor en tur ned i 1. division, da det ikke længere er muligt at indhente Tønder på 13. pladsen.
Randers-mandskabet var presset inden kampen, og kun en sejr betød noget. Det lykkedes dog ikke, og holdet, der rykkede op forud for denne sæson, fik altså kun en enkelt sæson i det fine selskab i denne omgang.
Læs også
Det startede ellers fint for det østjyske gæster, men som kampen skred frem, var det sønderjyderne, der overtog styringen af opgøret. Ved pausen var hjemmeholdet foran 15-12.
Selvom det altså nu ligger fast, at randrusianerne må en tur ned i 1. division, så er der atter kamp på onsdag, hvor Skanderborg Håndbold kommer en tur forbi Arena Randers. Den kamp spilles klokken 19.30.
Og dagens nederlag til Randers HH er ikke den eneste dårlig håndboldnyhed for Østjylland denne lørdag. Tidligere på eftermiddagen tabte kvinderne fra Skanderborg til Team Esbjerg, og dermed er skanderborgenserne færdige i Primo Tours-ligaen. Skanderborg Håndbold tabte lørdagens kamp med 27-34, og ligesom det er tilfældet med Randers HH, så blev det kun til én sæson for Skanderborg i landets bedste række.
Sønderjyske-Randers HH 30-26 (15-12)
Randers HH: Hans Martin Asmussen 7, Jorn Smits 6, Lars Skaarup 5, Nikolaj A. Nielsen 2, Kristian Ulriksen 2, Viggó Kristjánsson 2, Søren Fisker 1, Rasmus Lilholt 1
Diskvalifikation: Nikolaj A. Nielsen, Randers HH
Udvisninger: SønderjyskE 2, Randers HH 6
Tilskuere: 2.143