Nazi-grafitti plager Horsens

Kræver nu undersøgelse efter ny episode

I Horsens har de fået nok af nazi-grafitti. I fredags var det fjerde gang i år, at bybilledet er blevet hærget af nazi-grafitti. Det får nu lokalpolitiker til at banke i bordet.

I Horsens har de et problem med grafitti. Men det er ikke bare hvilken som helst grafitti, der kan ses i bybilledet - det er nazi-grafitti.

Alene i år er byen blev hærget af nazi-grafitti fire gange, og det får nu lokalpolitiker til at sige stop.

- Jeg vil gerne have økonomiudvalget til at tage stilling til, om vi ikke skal have en undersøgelse af, om der er noget i gang i ungdomsmiljøet, som går i en forkert retning. Jeg vil gerne vide, om der nogle konflikter blandt unge, der gør, at de her ting er lidt i opvækst. Der kan være noget racisme, der måske kan udvikle sig til organiseret nazisme, siger byrådsmedlem i Horsens, Paw Amdisen (SF), til P4 Østjylland.

Paw Amdisen er overbevist om, at der ikke længere bare er tale om narrestreger. Derfor ser han gerne, at hans medpolitikere tager afstand fra det.

Horsens blev sidst udsat for nazi-grafitti i februar.