Nazi-brand: Forsvarer undrer sig
En 26-årig mand er idømt 18 måneders fængsel for angreb mod asylcenter. Forsvar er uforstående over for dom
En 26-årig mand blev i dag, torsdag, idømt 18 måneders fængsel for hærværk, brandstiftelse og trusler. Forbrydelserne blev begået mod asylcentret Lyngbygård i Trustrup på Djursland i august i år. Den 26-årige erkendte sig skyldig i alle anklager.
Men forsvarsadvokat Lars Henriksen er uforstående over dommen. Han havde selv håbet mellem 8 og 12 måneder. Han ikke mente, at den 26-årige havde begået hærværk for at true beboerne på asylcentret.
- Det der er afgørende for mig, det er de momenter, der bliver lagt vægt på, og særligt det her med, at der kan lægges vægt på kriminaliteten i forhold til at det var mod en gruppe, etnicitet og så videre, for det er ikke noget, der er rejst tiltale for. Det har rigsadvokaten netop besluttet, at det skulle der ikke rejses tiltale for, og så forstår jeg jo ikke, at vi skal høre så meget om det, siger forsvarsadvokat Lars Henriksen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
18 måneders fængsel for nazi-hærværk mod asylcenter
Forsvar forventer at dommen ankes
Anklageren i sagen havde krævet mellem 18 måneder og to års ubetinget fængsel. Hun kunne derfor gå glad fra Retten i Randers.
- Anklagemyndigheden er tilfreds med dommen, der er afsagt i dag. Den sender et klart signal om, at der er tale om en alvorlig forbrydelse og også et klart signal om, at forbrydelser, der har baggrund i andres etniske oprindelse, og som er særligt planlagt, at de altså straffes hårdt, siger senioranklager ved Østjyllands Politi Rikke Hyttel.
Den 26-årige og hans forsvar har udbedt sig betænkningstid, inden de eventuelt beslutter sig for at anke sagen.
- Vi har 14 dage til at tænke over om dommen skal ankes, men jeg tror da, at min indstilling vil være, at det skal den, netop på grund af de der momenter man lægger vægt på, men som der ikke er rejst tiltale for, siger forsvarsadvokat Lars Henriksen.
I videoen øverst i artiklen kan du høre interview med både anklager og forsvar.