Naturforening klapper i hænderne over kommunes beslutning

Danmarks Naturfredningsforening håber, at andre kommuner vil forbyde brug af pesticider omkring drikkevandsboringer ligesom Aarhus

11 landmænd i Beder skal droppe at bruge pesticider på dele af deres marker, da et flertal i Aarhus byråd mener, at det kan forurene drikkevandet.

Det er en beslutning, der passer Danmarks Naturfredningsforening godt, at Aarhus byråd har valgt at forbyde 11 landmænd at bruge pesticider omkring flere drikkevandsboringer i Beder.

De så dog gerne, at endnu flere kommuner fulgte trop.

Læs også Kommune tvinger landmænd til at droppe sprøjtemidler

- Det er den rigtige vej at gå, når området er så sårbart over for sprøjtegifte, som det er. Vandet under Beder står for en god del af hele kommunens vandforsyning, så det ville være uforsvarligt ikke at gøre noget for at gøre kvaliteten bedre. Jeg håber, andre kommuner følger trop, siger Sebastian Jonshøj, formand for Danmarks Naturfredningsforening Aarhus i en pressemeddelelse.

Suger gifte til sig

Politikerne i Aarhus Byråd med rådmand Kristian Würtz (S) i spidsen har valgt at stemme for påbuddet, da de mener, at landmændenes brug af pesticider kan være med til at forurene drikkevandet.

00:22

Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Kristian Würtz (S), forklarer, hvad problemet er i Beder.

Luk video

Beder, der ligger syd for Aarhus by, er udpeget som et Boringsnært Beskyttelsesområde. Det vil sige, at kommunen i samarbejde med Miljøstyrelsen har vurderet, at området på grund af landskabets udformning og placeringen af vandboringen er ekstra sårbar over for landbrugets sprøjtegifte.

Man kan tale om, at jorden 'suger' giftene ned i grundvandet i højere grad end andre steder.

- Derfor er det på sin plads, at kommunen giver påbud mod sprøjtegifte. I Aarhus er vandressourcerne knappe, så det er helt praktisk nødvendigt at sikre, at al vandet er så rent som muligt. Samtidig vil forbuddet gavne de insekter og planter, der lever i området, siger Sebastian Jonshøj.

Godkendte sprøjtemidler

Sprøjtemidlerne, der bliver brugt, er dog godkendte af Miljøstyrelsen, og derfor forstår landmand Jens Anker Bøje fra Beder ikke politikernes beslutning.

- Jeg synes, at det er så groft og helt urimeligt, at de kommer og stiller krav til os, om at vi ikke må drive vores virksomhed efter loven, siger Jens Anker Bøje fra Beder til TV2 ØSTJYLLAND.  

01:43

Landmændene er ikke lige så glade for beslutningen. Hør, hvilke konsekvenser det får for dem i videoen her.

Luk video

Landbrug og Fødevarer bakker de 11 landmænd op, og de vil nu tage sagen videre.