Naturbrande får ikke grillfolket til at stoppe: Østjyder overtræder forbud

Langt fra alle i Østjylland overholder afbrændingsforbuddet. Især silkeborgenserne er skyldige i at lave ulovlig ild

I den her uge brød en mark i brand ved Silkeborg. Det får dog ikke alle silkeborgensere til at overholde afbrændingsforbuddet.

Det er historisk tørt i alle østjyske kommuner. Derfor har brandvæsenet indført afbrændingsforbud overalt. Men politiet oplever, at ikke alle tager forbuddet lige alvorligt.

I Silkeborg måtte Midt- og Vestjyllands Politi tale med store bogstaver tre gange lørdag eftermiddag.

Det er alvorligt, og noget som vi giver bøder for. Der er en grund til, at forbuddet er der.

Per Anders Olesen, Midt- og Vestjyllands Politi

- To af dem var kuglegrill, som der var gang i, ligesom vi også rykkede ud til et vildmarksbad med åben ild, siger vagtchef Per Anders Olesen til TV2 ØSTJYLLAND.

- Det er alvorligt, og noget som vi giver bøder for. Der er en grund til, at forbuddet er der, fortsætter han.

Silkeborg Kommune er den eneste kommune, hvor det er forbudt at bruge kulgrill - i alle henseender.

Der er dog afbrændingsforbud i alle 10 østjyske kommuner. 

Gnister kan nå langt og gøre stor skade

I de konkrete sager var der dog omstændigheder, der gjorde, at de skyldige slap med en kraftig advarsel. Men i andre tilfælde vil bøden lyde på 5000 kroner. Og netop i Silkeborg er forbuddet ekstra restriktivt.

Som det eneste sted i landet må man her end ikke grille på ikke-brandbart underlag.

- Når man starter en grill op, kan gnisterne fra kullet nå langt, selvom man står på et ikke-brændbart underlag. Hvis man f.eks. står på nogle fliser i en have og griller, kan gnisterne nogle gange nå hen til græsplænen alligevel, og så har vi balladen, sagde Klaus Vibe Hebsgaard, der er beredskabschef ved Midtjysk Brand & Redning, onsdag til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Historisk tørt: Afbrændingsforbud genindføres i alle østjyske kommuner

Det har ramt flere af de silkeborgensiske campister, for hvem grillen er en vigtig del af ferien. Blandt dem er ægteparret Nanna og Verner Händel, hvis kulgrill foreløbig står og samler støv i hjørnet.

Tørkeindekset er på sit højeste mange steder i landet. Foto: DMI

Tilbyder udlejning af gasgrill

Grillmad er jo det bedste, men vi må jo bare undvære nu. Og så må vi vente på, at regnen kommer, så vi kan grille igen, siger Nanna Händel, og manden istemmer grinende:

- Ja, selvom vi jo heller ikke vil undvære solen.

Det er bare ikke det samme. Det skal have den der røgsmag. Man savner grillpølsen, efter man har fået bøffen. Og duften! Der er en vis stemning, når hele campingpladsen lugter af kul.

Verner Händel, campist

Indehaveren af Silkeborg Sø Camping og Feriehuse har forsøgt at komme deres ønske lidt i møde ved at tilbyde udlejning af en gasgrill på det rette underlag.

- Det er bare ikke det samme. Det skal have den der røgsmag. Man savner grillpølsen, efter man har fået bøffen. Og duften! Der er en vis stemning, når hele campingpladsen lugter af kul. Der er to parter her på campingpladsen. Halvdelen sværger til gas og den anden til kul, siger Verner Händel.

Indehaver af Silkeborg Sø Camping og Feriehuse, Herning Kristiansen, har været nødsaget til at investere en række gasgriller.

Lovlydige i den sydlige del af regionen

Silkeborg er ikke det eneste sted med forbud mod afbrænding, om end det altså er her det er mest restriktivt.

I resten af Østjylland er der også forbud, som ikke alle overholder.

Læs også Flere hektar korn udbrændt under endnu en stor markbrand

Østjyllands Politi fik lørdag flere henvendelser om ulovlige flammer i blandt andet kulgrill. Ingen af episoderne, som betjente rykkede ud til, endte dog i sigtelser, fortæller vagtchefen her.

Hos Sydøstjyllands Politi har der det seneste døgn ikke været nogle sager om overtrædelse af afbrændingsforbuddet.