Naturbørnehave skal hjælpe børn med at bryde social arv

Naturbørnehave skal sikre flere institutionspladser i Randers

02:14

VIDEO: I Fussingø Naturbørnehave kan børnene blandt andet lege med kaniner.

Der mangler institutionspladser i det centrale Randers. Løsningen kan ifølge kommunen være flere naturbørnehavepladser i Fussingø - hvor børn fra centrum transporteres frem og tilbage. Samtidig kan det gavne børn fra socialt udsatte familier, mener formanden for Børne- og familieudvalget.

Jeg tror, at vi er på vej til at finde løsningen til at bryde den sociale arv

Anders Buhl-Christensen (V), formand for Børne- og familieudvalget i Randers Kommune

Cirka 15 kilometer fra centrum i Randers ligger Fussingø Naturbørnehave. Og som navnet antyder, ligger den i grønne omgivelser midt i naturen med græssende heste og den store sø som naboer.

Fussingø Naturbørnehave.

Her vil Randers Kommune have, at der skal gå flere børn, som ellers skulle have gået i en børnehave inde i byen.

- Vi er nysgerrige, vi mærker efter med hænderne, bruger sanserne og smager på tingene, siger Tanja Sandholm, pædagog i Fussingø Naturbørnehave, om børnenes dagligdag i børnehaven.

Læs også Aarhus-forsker: Stort problem med mange uuddannede voksne i daginstitutioner

En ny ordning, der træder i kraft 1. januar, betyder, at børn, der formentlig ellers skulle gå i Børnehuset Jennumparken, vil have mulighed for at komme i naturbørnehaven.

Naturen kan hjælpe børnene

- Vi tror, at naturen kan bruges til en masse spændende ting. Det er et fantastisk sted at være og et fantastisk sted for børn, siger Anders Buhl-Christensen (V), formand for Børne- og familieudvalget i Randers Kommune.

Anders Buhl-Christensen tror, at naturbørnehaven kan være med til at bryde en negativ social arv hos eksempelvis børn fra Jennumparken i Randers.

Den nye ordning går ud på, at forældrene afleverer børnene i børnehaven inde i byen. Børnene bliver så i bus kørt ud til Fussingø, og når dagen er slut, bliver de kørt tilbage byen, hvor forældrene kan hente dem.

- Jeg synes, det er en rigtig god idé, siger Rune Bille fra Randers, der er far til Frej. Han ville måske have valgt denne model til sin søn, hvis der havde været sådan et tilbud, da Frej begyndte i institution.

Læs også Danmarks bedste normering? To pædagoger og ingen børn

- Her er en legeplads med indhegning, men jeg er stor fan af, at man bruger naturen som legeplads, og at der ikke er de her fysiske rammer omkring den, siger Rune Bille.

Kommunen skaffer på denne måde flere daginstitutionspladser, som der nu er mangel på.

Og så mener man også, at det her initiativ kan støtte indsatsen over for børn i det socialt belastede boligområde Jennumparken.

- Vi tror så meget på naturprojektet, og at det kan være med til at løfte nogle af de børn, der får knap så meget løft derhjemme. Jeg tror, at vi er på vej til at finde løsningen til at bryde den sociale arv, siger Anders Buhl-Christensen.

I videoen øverst på siden kan du se mere om den nye ordning.