Nattevagter gav kræft
En århusiansk læge har nu Arbejdsskadestyrelsens ord for, at for mange nattevagter var skyld i hendes brystkræft.
17. apr 2009, kl. 08:24
Mere end 30 dage gammel
Den 62-årige speciallæge fra Århus, Else Rydahl, arbejdede i 22 år i kunstigt lys om natten på hospitaler, inden hun fik konstateret brystkræft.
Nu har Arbejdsskadestyrelsen tildelt hende en erstatning på 54.948 kroner, fordi Else Rydahl har dokumenteret, at hun har haft mere end seks nattevagter om måneden gennem de seneste 22 år, skriver Dagens Medicin.
For godt et år siden anerkendte Arbejdsskadestyrelsen, at flere internationale undersøgelser har skabt tilstrækkelig dokumentation for, at natarbejde i mere end 20 år øger risikoen for brystkræft med cirka 40 procent.