Nationalklenodie kæmper med rust - nu søger selskab hjælp udefra

Der skal penge i kassen for at fremtidssikre verdens ældste kulfyrede hjuldamper.

02:07

VIDEO: En gammel, fin dame kræver løbende vedligehold. Hvis man skal blive i den jargon, kigger vi her Hjejlen under skørtet.

- Jo ældre, man bliver, jo flere skavanker kommer der.

En universal sandhed leveret af den administrerende direktør for Hjejleselskabet, Thomas Klostergaard.

Læs også Betonklodser afblæser turisme-katastrofe: Hjejlen sejler også i år

Sandheden gælder også for 158-årige gamle 'damer' som hjuldamperen Hjejlen, der gennem årtier har trukket både ind- og udenlandske turister til Silkeborg.

Hjejlen sejler vanen tro også i år, men der skal penge til, hvis hjuldamperen skal fortsætte med at pynte på Silkeborgsøerne. 

Vil forebygge, ikke lappe

Hjuldamperen kæmper, ligesom flere af de gamle både i Hjejleselskabets flåde, med rust.

For nylig krævede Søfartsstyrelsen også, at Hjejleselskabet reparerede et mindre hul i Hjejlens skrog. Det blev fundet ved det årlige eftersyn. Hullet er nu lappet, men det løser langtfra selskabets problemer. 

- Scenariet lige her og nu er, at vi kan lappe. Vi sikrer hele tiden, at bådene kommer på vandet igen. Men vi har ikke mulighed for at fremtidssikre flåden. Det handler i bund og grund om, at vi skal kunne forebygge fremfor at reparere, siger Thomas Klostergaard til TV2 ØSTJYLLAND.

- Sådan en gammel, fin dame kræver løbende vedligehold, og det koster nogle penge, og det er rigtig vigtigt at prioritere.

Rikke Klarbæk Olesen, souschef, Hjejleselskabet 

Søger medfinansiering

Riget fattes altså penge, og det er ikke en situation, Hjejleselskabet kan løse med et fingerknips.  

- Vi har en konstruktion som aktieselskab, der gør det rigtig svært at komme både på den lokale og nationale finanslov. Konstruktionen er en del af den historie, der gør Hjejleselskabet til noget helt fantastisk, og den vil vi gerne fastholde, siger Thomas Klostergaard og fortsætter:

- Det er ikke en magisk løsning at hæve billetprisen til det dobbelte. Vi ønsker at have en folkelighed i det produkt, vi leverer. 

Læs også To små børn involveret i voldsomt frontalt sammenstød

Med sine 158 år er Hjejlen verdens ældste kulfyrede hjuldamper.

Hjejleselskabet vil i stedet forsøge at få økonomisk hjælp udefra. I hvilken form, den hjælp skal komme, er endnu uvist.  

- Vi skal prøve at skabe muligheder for at finde ekstern medfinansiering til vedligeholdelse af bådene, siger Thomas Klostergaard og tilføjer:

- Vi har en række muligheder, som vi er ude at afsøge. 

Hjejlen er verdens ældste kulfyrede hjuldamper, og den er til syn hvert år.

Sidste år blev der brugt knap 1,5 millioner kroner på at vedligeholde Hjejleselskabets flåde, der består af ni både.

Læs også Forældre forlader skolebestyrelse i protest mod skoleleder