Narkosmuglere straffet hårdt
Lange fængselsstraffe til fem unge mænd
Indsmugling af narkotika dømmes hårdt. Det står nu klart for de fem unge mænd fra Grenaa, der har fået mellem fire og otte års fængsel.
De fem unge mænd, der er mellem 19-21 år, blev dømt for indsmugling af store mængder narkotika fra Holland. Mændene, der alle ankede dommene, var ikke kendt af politiet for tidligere forhold.
Den ene, som politiet betegner som hovedarkitekten bag indsmuglingen, blev idømt otte års fængsel for indsmugling af 159 gram kokain og 1492 gram MDMA, der bruges i ecstasypiller, i juli og for indsmugling af fem kg ketamin i maj.
Derudover blev to mænd idømt hver fire års fængsel for indsmuglingen af kokainen og MDMA, mens to andre fik hver fem års fængsel for deres medvirken til indsmuglingen af de fem kg ketamin.
- Retten har sendt et klart signal om, at indsmugling af narkotika straffes hårdt, og at indsmugling af ketamin, som egentlig er et bedøvelsesmiddel til heste, straffes på lige fod med hård narkotika, siger vicepolitiinspektør i Østjyllands Politis efterforskningsenhed, Jesper Bøjgaard Madsen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Desuden har Østjyllands Politi uddelt flere bøder til dem, der har købt portioner af det indsmuglede narko.