Narkohunde på festival
De er "sultne" og klar på at arbejde, lyder meldingen fra politiet, som i dag har to narkohunde med på arbejde.
I dag fredag er det en god ide at gemme hash'en og de andre ulovlige stoffer godt væk, hvis ikke man vil møde politiet.
For i dag gør politiet i Skanderborg en ekstra indsats mod narkotika, og de tager ekstra gode snuder i brug.
Snuderne sidder på de to specialtrænede narkohunde, som i dag vil snuse rundt i bodgaderne og på campingområdet.
- Først har vi civilbetjente gående rundt for at spotte de bedste steder for gevinst, og derefter sender vi hundene af sted. De har ikke været på arbejde længe, så de er sultne og ivrige efter at finde en masse, fortæller vagthavende betjent på festivalen, Finn Kramer.
Indtil videre har politiet registreret et par sager om salg af hash og om et par unge mennesker, der har røget for meget af det stærke tobak.