Narkoen ud af byen
Randers og 13 andre kommuner skal vise vejen til narkofrie ungdomsmiljøer.
Randers er den eneste østjyske kommuner blandt de 14, som spredt rundt i landet skal danne rammen om regeringens indsats over for et stigende antal unge narkomisbrugere.
Målsætningen for projektet er blandt andet at begrænse udbredelsen af narkotika i lokalområderne og at få antallet af unge, der prøver og misbruger narkotika, væsentligt ned.
Modelkommunerne er en del af regeringens handlingsplan "Kampen mod narko," og det aktuelle forebyggelsesinitiativ har fået undertitlen "Narkoen ud af byen".
- Der er ingen snuptagsløsninger eller genveje i kampen mod misbrug af narkotika. Der er brug for en bred og langsigtet indsats. Grundtanken i projektet er derfor, at man skal se på alle de lokale miljøer, hvor børn, unge og deres forældre færdes, altså se på helheden. Vi skal have mobiliseret forældre, grundskolen, ungdomsuddannelserne, foreningslivet og festmiljøet på én gang, siger indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Projektet skal udføres i samarbejde med både forældre og unge ved hjælp af forebyggelse og holdningspåvirkning. Vægten er dermed lagt på blødere værdier end de takter, regeringen ellers har slået an på narkotikaområdet med strengere straffe og nul tolerance-politik.
- Jeg er ikke i tvivl om, alle landets kommuner vil være bedre rustet til at forebygge og bekæmpe misbrug af narko - ikke mindst blandt de unge - når projektet til sin tid er færdigt, siger Lars Løkke Rasmussen.
Alle medvirkende kommuner vil modtage en million kr. til gennemførelse af projektet.
Udover Randers drejer det sig om: Aars, Ballerup, Bornholms Regionskommune, Hillerød, Holstebro, Kolding, Køge, Nakskov, Slagelse, Svendborg, Sønderborg, Varde og Viborg.