Narkodømte amok i byretten

En narkosag i Silkeborg endte i tumulter, da de dømte gik amok og råbte trusler ad anklageren.

En narkosag udviklede sig til tumulter i retten i Silkeborg onsdag eftermiddag.

Dommeren og hans domsmænd samt anklageren måtte søge tilflugt i et baglokale, da de dømte og flere tilhørere begyndte at udslynge grove trusler og råbe højt, oplyser politiet.

- Rettens personale forskansede sig i baglokalet, siger den vagthavende hos Silkeborg Politi.

I al hast blev alt disponelt mandskab dirigeret til retslokalet for at få styr på situationen, som udviklede sig faretruende, da dommen blev afsagt ved 17-tiden.

De fire blev fundet skyldige og fik fængselsstraffe på mellem tre et halvt år og to år. Anklagen drejede sig blandt andet om salg af amfetamin og hash.

Politiet oplyser, at der kom verbale trusler mod politifolk og anklageren, og ordene blev fulgt op af diverse attituder. /ritzau/