Næsten 1000 østjyder var uden strøm tirsdag formiddag

I forbindelse med etablering af ny vejbelysning i Odder Kommune blev et strømkabel tirsdag formiddag beskadiget, hvilket betød af næsten 1.000 borgere var uden strøm.

979 borgere stod tirsdag formiddag uden strøm i Odder. Foto: Kristian Djurhuus - Ritzau Scanpix

Tirsdag formiddag stod 979 borgere i Odder Kommune uden strøm. Det oplyser Dinel, der står for elforsyningsnettet i Østjylland.

Årsagen var en strømafbrydelse, der fandt sted omkring klokken 10.50.

- En entreprenør er i forbindelse med etablering af ny vejbelysning inde i Odder kommet til at grave ind i et af vores kabler, så det er blevet beskadiget, og så er strømforsyningen blevet afbrudt, forklarer Erik Kongsgaard Rasmussen, der er direktør i Dinel, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Ingen strøm og internet: Familie bor som for 80 år siden

Skaden rettet efter 20 minutter  

Allerede 20 minutter senere var der dog rettet op på skaden, og borgerne i byen havde strøm igen.

At det gik så hurtigt skyldes ifølge Erik Kongsgaard Rasmussen, at synderen selv kontaktede Dinel med det samme, da skaden var sket. Noget, der er helt afgørende i situationer som denne. Både i forhold til at få rettet skaden, så hurtigt som muligt, men i høj grad også af sikkerhedsmæssige årsager.

Hvis man bliver bekendt med et beskadiget elforsyningsanlæg, så må man hellere ringe til os 10 gange for meget end en gang for lidt.

Erik Kongsgaard Rasmussen, direktør, Dinel 

- Hvis man kommer til at skade vores elforsyningsanlæg, så er det livsvigtigt, at man tager telefonen og ringer til os. Det kan være et spørgsmål om liv eller død. På villavejene står der kabelskabe, og hvis der for eksempel bare ryger en låge af dem, så er der direkte åbent ind til et livsfarligt spændingsanlæg, som børn kan komme til at røre ved, forklarer han.

Dinel opfordrer derfor alle til at tage kontakt til dem, hvis de oplever et beskadiget elforsyningsskab. Selskabet oplyser desuden, at strømafbrydelsen kun gik ud over borgerne i Odder. 

Læs også Slut med at spare på strømmen: Snart kan du oplade mobilen i bussen