Næstekærlighed på Storebælt: Delt 11.000 gange på Facebook

Lars Schønning Jensen skabte kø over Storebæltsbroen, men de færreste kunne se grunden til det

Lars Schønning Jensen var tirsdag dagens mand i skysovs på Storebæltsbroen

'Denne mand var en helt i dag! Han kæmpede for et andet menneske, som han slet ikke kendte, og han gjorde det kun for at hjælpe!'

Natascha Bøgelund Andersen fra Aarhus er mere end begejstret for Lars Schønning Jensen, der tirsdag krydsede Storebæltsbroen i en kassevogn.

Det var dog ikke en helt normal tur over broen, og det har fået Natascha til tasterne på Facebook. Hendes opslag er torsdag blevet delt over 10.000 gange, og ikke færre end 38.000 mennesker har reageret på det. 

Mage til overskud, næstekærlighed, og medmenneskelighed skal man lede længe efter. 

Natascha Bøgelund Andersen i sit opslag på Facebook

Det er faktisk ikke så mærkeligt, at Natascha er fan af Lars Schønning Jensen, for han er måske grunden til, at en motorcyklist ikke mistede livet, da motorcyklisten skulle krydse Storebæltsbroen i voldsomt blæsevejr.

- Min makker og jeg skulle til Randers, og på vej over Storebæltsbroen ser vi, at en motorcyklist kæmper en kamp uden lige. Hver gang der kommer et vindstød, røg han halvanden meter til siden. Der var kastevinde ved pylonerne, og det er sgu' ubehageligt, fortæller Lars Schønning Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Natascha Bøgelund Andersen ringede til sin nye helt umiddelbart efter, at alle var kommet sikkert over Storebæltsbroen.

Natascha hepper - alle andre dytter

Natascha Bøgelund Andersen kører umiddelbart bagved Lars' kassevogn, og hun når at tænke, det er mærkeligt, at vognen kun kører 60 kilometer i timen.

- Men jeg tænker, at det er fint, fordi vinden var så voldsom, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Da Lars trækker ud i ydersporet, kan hun dog se grunden til, at kassevognen har kørt så langsomt - motorcyklisten foran.

Lars Schønning Jensen trækker dog ikke ud i ydersporet, fordi han vil forbi motorcyklisten. I stedet bliver han på siden af motorcyklisten, så motorcyklisten får ly for den rasende vind.

Jeg bliver lige pludselig ringet op af en dame, og så tænkte jeg, at jeg skulle have skældud.

Lars Schønning Jensen

Det efterfølgende forløb beskriver Natascha Bøgelund Andersen således i sit opslag på Facebook:

'Bilerne samler sig bag kassevognen, de blinker og dytter og forsøger at køre imellem vognen og motorcyklen! Alt imens vognen kæmper en brav kamp for at hjælpe den stakkels motorcyklist. Jeg holder mig lige bag motorcyklen, så jeg kan passe på ham der, alt imens vi hepper højt på kassevognen!'

Læs også Klasselærers brev gik viralt: Fantastisk hvis det kan inspirere nogen

Thumbs up gennem bilruden

Ifølge Lars Schønning Jensen kører han ved siden af motorcyklisten med 60 km/t i otte kilometer, indtil de kommer ned af højbroen til Sprogø.

- Vi trækker en rand af biler, og der var flere biler, der havde hornet i bund, siger Lars Schønning Jensen til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Men jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at han satte pris på det. Min kammerat gav ham en thumbs up ud af vinduet, og han sad og nikkede, men han kunne jo ikke slippe styret.

Lars Schønning Jensens køretur til Randers udviklede sig tirsdag til en tur ud over det sædvanlige.

Det var lidt voldsomt, at der var så mange bilister, der reagerede aggressivt på situationen, synes Natascha Bøgelund Andersen.

- Men det var fordi, de ikke kunne forstå, hvorfor han gjorde det. Det var ikke alle, der kunne se situationen, som vi kunne, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Jeg synes, det er fuldstændig fantastisk, det han gjorde. Det ser man ikke rigtig så meget af i dag. Han kender jo ikke den her mand, men alligevel så hjælper han ham. Det er fuldstændig uselvisk.

I går aftes blev jeg nødt til at slå notifikationerne fra for mit opslag, for jeg kunne ikke følge med mere.

Natascha Bøgelund Andersen

Fik ikke skældud

Navnet på Lars Schønning Jensens firma står på den kassevogn, han kører i, og da Natascha var kommet til Vejle, ringer hun til ham.  

- Jeg bliver lige pludselig ringet op af en dame, og så tænkte jeg, at jeg skulle have skældud. Men det var Natascha, der var glad og helt oppe at køre, siger Lars Schønning Jensen.

Det kan være svært at se, men her ses motorcyklisten i sidespejlet. Det er Lars' makker, der har taget billedet.

Natascha havde, med egne ord, 'aldrig nogensinde regnet med, at det blev så vildt', når det gælder reaktionen på hendes facebookopslag. 

- Jeg er rigtig, rigtig glad for, at der er så mange, der har skrevet. I går aftes blev jeg nødt til at slå notifikationerne fra for mit opslag, for jeg kunne ikke følge med mere, siger hun.

Er det ikke bedre, at vi kører lidt langsommere, og vi allesammen kommer over, end at han vælter, og der bliver flere implicerede i et uheld?

Natascha Bøgelund Andersen

Ros og ris

Blandt kommentarerne har der dog også sneget sig et par negative kommentarer ind - blandt andet om, at motorcyklisten ikke skulle have bevæget sig ud i det heftige blæsevejr.

- Det kan godt være, han skulle være blevet hjemme, men nu var derude, og han havde brug for hjælp. Det kan være, at der var en god grund til, at han blev nødt til køre, siger hun og spørger:

- Er det ikke bedre, at vi kører lidt langsommere, og vi alle sammen kommer over, end at han vælter, og der bliver flere implicerede i det?

Læs også Rørende DSB-hilsen fra far til kræftsyg dreng går viralt

Natascha Bøgelund Andersen havde regnet med, at nogle enkelte af hendes venner ville 'like' hendes opslag.

Sådan endte det ikke, og det vidner om, at mange andre også synes, at Lars Schønning Jensen gjorde det helt rigtige i situationen.

- Jeg synes, Lars er fantastisk. Jeg blev virkelig rørt over det. Det er dejligt, at der stadig findes mennesker som ham, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Oftere kampklædt politi på psykiatrisk hospital: Stjæler tid fra politiarbejdet