Næsehorn har fået sit navn
Ree Parks lille ny skal hedde Mandela
Det lille næsehorn, der kom til verden nytårsnat i Ree Park ved Ebeltoft, skal hedde Mandela, opkaldt efter Nelson Mandela, der er tidligere præsident i Sydafrika.
Det blev i dag afgjort efter en afstemning på TV2s hjemmeside.
- Navnet blev Mandela, og det er på alle mulige måder et ærefuldt navn, som vigtigst af alt er et symbol på forandring og håb. Det er ret vigtigt i denne sammenhæng, når vi snakker verdensbestanden af næsehorn, siger Jesper Stagegaard, der er direktør i Ree park.
Der har været stor interesse for det lille ny hannæsehorn, der er lidt af en sensation. Det er nemlig første gang et sort næsehorn er født i Skandinavien.
- Nu begynder vi at kunne bruge et kaldenavn til den. Næsehornene reagerer på deres navne, når dyrepasseren i dagligdagen kalder på dem. Når vi nu har et navn, som vi kan bruge, betyder det, at vi nu kan begynde at kalde på den og træne, men det kommer til at tage lang tid, før den reagerer på navnet, siger Jesper Stagegaard.
Mandela vejede 25 kilo, da han blev født for halvanden uge siden.
Du kan se mere til Mandela og Jesper Stagegaard fortælle mere om næsehornet i videoen øverst på siden.