Næsehorn gik amok
Sprættede zebra op foran chokerede børn
Det gik ikke stille for sig, da næsehornet Thabo torsdag gik til angreb på en drægtig zebra, der sandsynligvis var gået i fødsel i Ree Park ved Ebeltoft.
- På et 11 hektar stort område gik han bersærk på en zebra. Først sprættede han den op med sit horn, og efterfølgende maste han den ud i en sø. Her gik zebraen i choktilstand og sank til bunds. Uheldigvis foran nogle af vores yngste publikummer, siger direktør i Ree Park Jesper Stagegaard til ekstrabladet.dk.
- Vi vidste ikke, hvad der udløste det. Men for at undgå at miste flere dyr, så skilte vi næsehornet fra de andre dyr og prøvede at trække ham i stald, tilføjer han til avisen.
Ingen tilskuere i fare
Jesper Stagegaard understreger, at ingen af de tilskuere, der var på "safari", var i fare.
- Vores køretøjer er ret tunge, så publikum er selvfølgelig i sikkerhed, lyder det.
Ifølge Ree Park har lugten af enten blod eller fostervand hos den drægtige zebra, som, man mener, var gået i fødsel, muligvis udløst næsehornets vrede.
- Det er meget skræmmende for ham i forhold til hans naturlige billede af savannen, og det lugter "farligt", siger Jesper Stagegaard.
For at undgå, at det femårige næsehorn dræber flere dyr, vil Ree Park nu forsøge at adskille det fra de øvrige dyr.
Var du en af de tilstedeværende under episoden, og har du billeder fra angrebet, så hører vi gerne fra dig på mailadressen redaktion@tv2oj.dk eller på telefon 87 42 42 42.